Fortsæt til indhold

Årstiderne Arkitekter åbner tegnestue i Aarhus

Opgaverne er nu så store og omfattende for Årstiderne Arkitekter, at etablering med fast adresse og ny tegnestue med 20 personer er nødvendig i Aarhus. Også selvom tegnestuen i Silkeborg kun er 40 kilometer væk

Samfund
Arkiv

Som en af Danmarks hurtigst voksende tegnestuer – med en fordoblet omsætning og kundeportefølje de seneste fire år – har Årstiderne Arkitekter travlt. Tegnestuen i Aarhus bliver firmaets sjette tegnestue i Norden, og fra ledelsens side satses der på vækst og en stejl udviklingskurve i takt med, at byen Aarhus har samme fokus.

130.000 flere indbyggere

”Det er en spændende tid i dansk byggeri fyldt med muligheder. Vi skal selvfølgelig være der, hvor det sker, hvorfor vi satser på, at kontoret i Aarhus kommer til at vokse markant de næste år," fortæller arkitekt MAA, partner og stifter af Årstiderne Arkitekter, Per Laustsen, i en pressemeddelelse.
Det anslås, at der i 2050 vil være 450.000 indbyggere i Århus mod de nuværende 320.000. Altså cirka 130.000 flere indbyggere, der alle skal have boliger og tilhørende undervisnings-byggerier, daginstitutioner, kultur- og erhvervsbyggeri.
"Væksten er sådan set allerede i gang for Årstiderne Arkitekter, for siden vi tog beslutningen, for et lille års tid siden, om at etablere os i Aarhus, var det med planen om at starte beskedent med tre-fem fuldtidsansatte, men nu forventer vi en opstart med cirka 20 medarbejdere," fortæller Per Laustsen.
Årstiderne Arkitekter har netop ansat arkitekt MAA, Steen Gissel, som kommende tegnestuechef til Aarhus-afdelingen. Steen Gissel skal med sin mangeårige byudviklingserfaringer i Aarhus – sammen med stort kendskab til byen, herunder de offentlige og private aktører i byggeriet – være med til at åbne døre.
Årstiderne Arkitekter er for tiden i gang med et nyt hjerne- og demenscenter for Aarhus Kommune, private boliger på Fragtmandsgrunden i Åbyhøj, udvikling af Tulip-grunden i Brabrand til boligområde med almene og private boliger, et stort privat boligprojekt i Tilst, igangværende ombygning af markante ejendomme i midtbyen og flere byudviklingsprojekter på masterplanniveau.
Tegnestuen i Aarhus slår dørene op primo september i et nedlagt laboratorium i Ceres Byen midt i Aarhus centrum.
-ksa