Frivillighed tager kegler på idrætshøjskolen
Idrætshøjskolen Aarhus giver med et stort projekt sine elever smag for frivilligt arbejde i lokalområdet
Det er måske svært for de fleste at se, hvad det at være besøgsven på et plejehjem har af betydning for opholdet på en idrætshøjskole, men ikke desto mindre har eleverne på Idrætshøjskolen Aarhus i Vejlby-Risskov de seneste uger prøvet kræfter med at være frivillig i lokalområdet.
Projektet blev sat i søen forleden, hvor 12 forskellige projekter og organisationer fik et par minutter til at sælge deres sag over for eleverne. Det frivillige arbejde dækker blandt andet over aktiviteter med beboerne på Asylcenter Grenå, bloddonation og eventarrangør ved Fairbar.
Man kan måske undre sig over, hvordan et projekt med frivilligt arbejde passer ind i programmet på en idrætshøjskole, men ifølge højskolelærer Søren Sinnbeck ligger det i virkeligheden lige til højrebenet at lade frivilligt arbejde være en del af opholdet på en idrætshøjskole:
”Arbejdet med frivillighed ruster vores elever til at være aktive borgere i det danske demokrati. De får en bedre forståelse af, hvordan mennesker kan være forskellige og oplever, at det gør en forskel, at de engagerer sig i aktiviteter,” siger han og uddyber at skolens elever har meget at bidrage med:
”Med så mange ressourcefulde unge mennesker i vores elevgruppe, så ville det være en skam ikke at engagere os i lokalsamfundet og bringe ressourcerne i spil uden for højskole-osteklokken”.
En del af ånden
Spørger man eleverne, er oplevelsen med frivillighed positiv. Højskolelev Casper Bennick fra Middelfart har ikke før lavet frivilligt arbejde, men har nu taget springet:
”Det er fedt at blive udfordret på højskolen og kastet ud i projekter, jeg ikke havde regnet med. Efter at have hørt organisationernes præsentationer valgte jeg at blive besøgsven på et af de lokale plejehjem og engagere mig i organisationen Sager der Samlers Skraldecafé, der laver måltider ud af overskudsmad,” siger han.
Zenia Skov fra København har taget en pause fra sygeplejestudiet for at tage på højskole i Aarhus. Hun har tidligere udført frivilligt arbejde på Jamaica.
”Frivillighed passer godt ind i højskoleånden om at lade fællesskabet fylde. Jeg har valgt at være med i Projekt Gellerup, hvor jeg skal arrangere idrætsaktiviteter for unge fra Gellerup på højskolen,” siger hun.
Ifølge Søren Sinnbecks erfaringer fra tidligere elevhold giver projektet eleverne smag for at prøve kræfter med frivilligt arbejde efter højskoleopholdets afslutning.
”Vi har mange tidligere elever, der efterfølgende engagerer sig i frivilligt arbejde. Som idrætsfolk er der selvfølgelig også mange af dem, der engagerer sig frivilligt som for eksempel træner i idrætsforeninger,” siger han.
Frivillighedsprojektet kørte i hele april måned, og det er planen, at forløbet bliver gentaget til efteråret.