Fortsæt til indhold

ARoS FOOD HALL - Regnbuens farver serveret på et fad

Samfund
Af Pernille Søborg, Aarhus Update

En ny spiseoplevelse så fredag den 5. august dagens lys. 34 gæster havde købt billetter til premieren på ARoS FOOD HALLs First Friday. En aften med spændende mad, imponerende vine, en udsigt ud over det sædvanlige og hvor kunst og nærvær var i højsædet. Seks til syv gourmet-serveringer med dertilhørende vine og bobler var i vente. Den første fredag i hver måned overrasker ARoS FOOD HALL gæsterne med en madoplevelse ud over det sædvanlige.

Vareelevator som champagnebar

Køkkenchefen, Bjørn Madsen, bød velkommen og fortalte om, hvad der skulle ske i løbet af aftenen. Glassene blev fyldt op, og vi blev vist ind til den store vareelevatoren. Normalt transporterer den kunst og diverse varer til museet. Denne aften var der opstillet borde, bobler og snacks. En lille champagnebar i den store elevator. Godt tænkt.

Forrygende kulisse hos ARoS FOOD HALL.

Forret - hurtige fingerhapsere

En rustik tallerken med tre små retter blev præsenteret. Vi skulle dele de små hapsere to og to. De bestod af æbleflæsk med bacon fra sortbroget gris. Friteret blæretang med en creme lavet på kammusling rogn samt ARoS FOOD HALLs udgave af den spanske Lomo/Nomo, som er tørret og saltet svinefilet.

Hummerserveringen.

Et personale på den store klinge

Vi var kommet rigtig godt fra start. Tjenerne var smilende, venlige og fik med rolig hånd serveret retterne. Køkkenchefen præsenterede med små historier, hvad vi havde på tallerkenerne. Hvor maden kom fra, hvordan råvarerne var behandlet, og de efterfølgende spørgsmål fra de interesserede gæster blev klaret på fornemste vis. På samme måde præsenterede restaurantchefen, Martin Søgaard, drikkevarerne.

Krabbe og gedeost.

Sensommeren var over os

Jomfruhummeren var grillet kort tid. Sprød udenpå og saftig, som ind i himlen, indeni. Dertil kantareller og forskellige slags græskar, fordelt som små malerklatter på tallerkenen. Der var pyntet med friteret maltbrød og kællingetand, der farvemæssigt passede godt ind på tallerkenen.

Lidt snacks.

Krabben og geden on tour

Plukkede krabbeklør lavet som en lille salat sammen med blomsterkarse samt en grillet agurk dækket med gedeostcreme, strandportulak, salturt fra Rømø og pyntet med dueurt prydede den sorte tallerken. Gedeosten var sart og overdøvede ikke krabben. En elegant og virkelig lækker ret.

Krogmodnet okse.

100 dage i skabet

Krogmodnet kød var hovedretten. Oksehøjreb der havde hængt i ARoS FOOD HALLs skab i over 100 dage. Koen havde gået på Troldgården. Her kommer det meste kød på ARoS FOOD HALL fra. Kødet var mørt som smør og smagte af noget. Ren opvisning i, hvordan kød skal tilberedes og smage.

Tagterrassen

Snakken gik lystigt ved bordet. Der var stor tilfredshed, og der blev skålet. Bunden var bestemt lagt, så en lille vandring fra etage 8 til tagterrassen, var passende. På tagterrassen vokser højbede. Hyggeligt. Vi blev præsenteret for en grøntsagsret. Sprøde gulerødder, luftig rygeost creme, rød syre og skærmblomst.

Dessert

Som kronen på værket kom desserten, der stod i bærrenes tegn. Der var skovbrombær, brombær, hindbær is på jordbær, hvid chokolademousse og marengs i bunden. En stor rund kugle lavet af hyldebær dannede rammen.

The grande finale

På toppen af ARoS udgjorde Regnbuen sidste stop. Borde med hvide duge med kaffe og fyldt chokolade stod omkring i regnbuens farver. Om det var trappen op til Regnbuen eller Aarhus by night, der tog pusten fra gæsterne i byens vartegn Regnbuen, vides ikke, men smukt var det. Den perfekte afslutning på en oplevelsesrig aften.

Vurdering

Ingen tvivl om at ARoS FOOD HALL havde ramt den rent her. En fantastisk intim stemning var skabt. Fokus var på oplevelser, hvor alle sanserne blev taget i brug og en unik samhørighed blandt gæsterne blev en naturlig del af aftenen. 899 kroner var prisen. Personalet var i den grad på toppen. Mad og drikke blev præsenteret med nærvær og stil. Ingen tvivl om at de kan lave mad på ARoS FOOD HALL.
Den første fredag i hver måned afholder ARoS FOOD HALL denne seance. Hvad der sker, finder gæsterne først ud af, når de kommer til ARoS. Med dette niveau er der ingen tvivl om, at der vil blive kamp om pladserne, til næste kunstneriske aften.