Flere bør bruge stofbleer
På Smartparent.dk sælger Chantelle Driever fra Tranbjerg moderne stofbleer. Fordelene er mange, mener hun
“Når du er nybagt forælder, så er dit liv fyldt med bæ. Sådan er det bare. Bæ er et konstant samtaleemne,” fortæller webbutik-ejer Chantelle Driever fra sit hus i Tranbjerg.
Så er vi ligesom i gang. For det er afføring, lort, bæ - kært barn har mange navne - som denne artikel handler om. Eller rettere sagt: Det er det, som pakker lorten ind, der er omdrejningspunktet.
Den amerikansk-fødte og dansk-gifte Chantelle Driever, som står bag webbutikken Smartparent.dk sammen med sin svigermor, har nemlig en mission:
“Alle skal kende de mange fordele ved moderne stofbleer. Alle skal simpelthen vide, at de har valget - det er mit mål,” fortæller den 30-årige kvinde og mor til en lille dreng.
Er ved at vinde indpas
Chantelles fokus på stofbleer opstod, måske ikke så underligt, først da hendes egen søn kom til verden.
“Min søster brugte dem, og det vækkede min interesse. Moderne stofbleer er meget mere almindelige i Amerika, hvor cirka en ud af fem bruger dem. De er så mainstream, at man kan købe dem alle steder. Danskerne er lidt langsommere til at hægte sig på nye trends, men jeg kan bestemt mærke en stigende interesse for stofbleerne. De er lige ved at tippe over til at blive populære her også, for danske forældre er meget miljø-bevidste,” fortæller Chantelle Driever.
Smid ud kontra genbrug
Men hvad er det så, stofbleerne kan, som engangsbleerne ikke kan?
I bund og grund er der ikke så meget forskel i funktionen. De sættes på mere eller mindre på sammen måde og samler afføringen. Hvor engangsbleen smides ud, puttes stofbleen dog i en vandtæt pose og vaskes, når der er nok til en maskine.
Er der klistret afføring kan man putte en form for tyndt stof-agtigt papir i stofbleen, som man smider ud - er bleen ikke blevet beskidt kan den bruges flere gange, før den vaskes. Er det fast afføring, vippes lorten i toilettet, og bleen vaskes. Hvis barnet har såkaldt 'ammebæ', som Chantelle beskriver det, så bliver bæen opløst i vand, og bleen kan altså smides direkte i vaskemaskinen.
Stofbleerne er en stor investering på forskud, mens engangsbleerne kommer ind som en løbende udgift. De moderne stofbleer føles ikke våde mod barnets hud, da materialet er vandtæt men åndbart. Desuden vokser stofbleerne med barnet.
“Selvfølgelig er det super nemt med engangsbleer - de er hurtigt ude af ens tanker igen, men tænk lige på, hvor meget affald, som bleerne udgør,” siger Chantelle Driever, der har fire kerneområder, hun altid slår på, når hun vil overbevise om stofbleernes overlegenhed:
“Helbred - der er potentielt skadelige kemikalier i selv de mest naturlige bleer. Pris - i de udregninger jeg har lavet, vinder stofbleerne altid. Komfort - Helt ærligt, hvad ville du vælge? Engangsbleer af papir eller et alternativ, som er dejlig blødt? Miljø - man bruger op mod 7000 engangsbleer i barnets levetid, men kan nøjes med cirka 24 stofbleer. Man sparer altså en stor mængde affald,” siger webbutik-ejeren.
Men når man nu vasker en masse i stedet for at smide ud, er miljøgevinsten så ikke til at overse?
“Hvis man vasker meget lidt sammen og tørrer i tørretumbler, så er det klart, at miljøfordelen er mindre, men ellers vinder stofbleen.”