Tror ikke på stofbleens genfødsel
Sociolog og fremtidsforsker ser nye muligheder på ble-markedet - stofudgaven er dog ikke én af dem
At flere og flere bliver interesseret i brugen af moderne stofbleer til deres børn passer fint ned i én af de såkaldte megatrends, som man har set i verden gennem mange år, nemlig bæredygtighed.
Det forklarer sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal.
“Bæredygtighed kommer jo til udtryk på forskellige måder, og engangs-bleen repræsenterer en køb-og-smid-væk-kultur, som ikke tiltaler mødre med en meget idealistisk tankegang,” fortæller Birthe Linddal.
Hun har sågar selv prøvet de moderne stofbleer på sit eget barn, men stoppede hurtigt igen, og det er symptomatisk for mange, siger hun:
“Min erfaring er, at det ikke er så mange, som holder ved længe. Idealismen er prisværdig, men stofbleer er mere arbejdskrævende, og vores hverdag og moderne samfund passer ikke til det,” siger sociologen og fremtidsforskeren.
Hun tror derfor heller ikke på, at moderne stofbleer for alvor vil vinde indpas, men ser dog alligevel forandrings-muligheder på ble-markedet.
“Den her gruppe, som vil noget andet, og som er villig til at gå på kompromis med engangs-bleens lethed, er med til at tegne fremtiden. Og selvom jeg ikke tror på en fremtid, hvor alle bruger stofbleer igen, så skriger det her jo på, at producenterne af engangs-bleer snart kommer op med nogle bedre og mere grønne alternativer, som er tæt på 100 procent nedbrydelige,” siger Birthe Linddal, som mest af alt tror, at det er bæredygtigheden, der spiller ind, for dem som springer på stofble-bølgen - selvom vi i dag også går meget op i sundhed og gerne vil omgive os med mindst mulig gift.