“Det er meget mere end bare et job”
Den Gamle Bys museumsinspektør runder et skarpt hjørne. Mød her Tove Engelhardt Mathiassen
Tove Engelhardt Mathiassen, der gennem de sidste 32 år har arbejdet i Den Gamle By fyldte 60 år 29. august.
Ifølge Tove har passionen for historie altid været der, men det var ved et tilfælde, at hun for 32 år siden lagde vejen forbi Den Gamle By.
”Det er egentlig en sjov historie. Dengang jeg skrev min afsluttende opgave på håndarbejdsseminariet i Kerteminde, ville jeg gerne skrive om en kunsthåndværker, som hed Gerda Henning. Jeg fandt så ud af, at Den Gamle By havde en væv, der tilhørte hende. Derfor ringede min studiegruppe og jeg til dem, og vi fik lov til at komme ind bagved på kontoret. Det så spændende ud, så jeg ville gerne finde ud af, hvad der foregik dér bag kulisserne,” lyder det fra hende.
To uddannelser
Tove tog først en uddannelse som håndarbejdslærer og læste derefter videre som socialantropolog på universitetet. Hun fortæller, at hendes uddannelser er meget brugbare i jobbet som museumsinspektør.
”De supplerer hinanden virkelig godt. Jeg er vant til at omgås genstande og forstå, hvordan ting er lavet, samt forestille mig, hvordan tingene kan se ud i en udstilling. Det er jo ikke alle, der kan det. Derudover bruger jeg også meget af min teoretiske viden fra universitetsuddannelsen. “
Mere end bare et job
Tove startede som projektansat i Den Gamle By i 1984, og har siden da arbejdet med dragter og tekstiler på museet.
Fra 1997 blev hun museumsinspektør og ansvarlig for boliginteriør, og i 2007 fik hun også ansvar for museets historiske haver. Men for Tove er det at være museumsinspektør ikke bare et job. Det er meget mere.
”Det fylder meget i min tilværelse. Det er et sted, hvor jeg får afløb for min kreative energi, så det betyder bare virkelig meget for mig,” siger hun og fortsætter:
”Jeg synes godt, man kan sige, at passion og arbejde går op i en højere enhed.”
Historie er vigtigt
Interessen for det historiske begyndte at vise sig, dengang hun læste.
'”Da jeg var studerede, kom jeg tit til at lave en historisk vinkel på mine opgaver,” siger hun og griner.
Tove fortæller også, at det ikke kun er på arbejdet, at hun udforsker sin nysgerrighed for historie.
”Når jeg har ferie, kan jeg godt finde på at tage på en studietur eller tage ud og se udstillinger. Derudover bruger jeg også en del tid på at se historiske programmer.”
Videreudvikler sig selv
Selvom Tove har været 32 år i sit job, er det vigtigt for hende at udvikle sig.
”Når man er i en position, hvor man skal komme med nye ideer hele tiden, så er man også nødt til at udvikle sig, ellers kan man jo ikke gøre sit job. Man er nødt til at lære noget for at videregive noget,” understreger hun.
Fascineret af Den Gamle By
”Noget af det, som fascinerer mig ved Den Gamle By, er, at der arbejder folk med en masse forskellige baggrunde. Man er altså sammen om at løse de opgaver, der er, og det er fedt, at alle kommer med forskellige udgangspunkter. Sammen løfter vi det til noget, vi ikke alene kunne have kommet på.”
2. september bliver der holdt en reception for kollegaer og indbudte gæster i Møntmestergården i Den Gamle By.