Er det islandske landshold lige så stor som Dronning Margrethe?
Lokalredaktørens klumme efter byrådsmødet. Denne gang om dronningebesøg. Et islandsk landshold og de tre tenorer
Hvad har et besøg af Dronning Margrethe II at gøre med det islandske landshold?
Og hvem er de tre tenorer i Favrskov Byråd?
Hvis du, som jeg, havde brugt tre en halvt time på det sidste byrådsmøde før sommerferien, så er svaret lige for.
Bjarne Andersen fra SF, viser sig tit som kompromisets mester. Måske derfor får han betegnelsen som en af de tre tenorer i byrådet. Eller måske på grund af hans korpus, der fremstår lidt afrundet på maven.
Ved siden af sidder Peder Meyhoff fra Enhedslisten. I taletid udnytter han det demokratiske spil til fulde og hvis Enhedslisten nogensinde skulle optælle taletid pr byrådsmedlem, valgt ind for partiet, så må Peder Meyhoff være en oplagt kandidat. Hvad han mangler i korpus, kompenserer hans talelyst og undrende spørgsmål for.
Dan Jensen, (løsgænger), har til fulde et korpus, der er en tenor værdig. Og så er han rent faktisk musiker, dog over i den mere metalliske, rå musik-genre. Der kan være flere dybder i betegnelsen som de tre tenorer. Både morsomme og lidt ondskabsfulde. Vi vælger det første.
Anders G. Christensen (V) brugte prædikatet under en større diskussion om, hvorfor cykelstien mellem Houlbjerg og Laurbjerg pludselig var blevet 1,4 millioner kroner dyrere. Stort set alle undrede sig, inklusive Bjarne Andersen og Peder Meyhoff.
Hvorefter det lød fra Anders G. Christensen (V) "Jeg er meget enig med de tre tenorer derhenne. Det er lidt fantastisk at vi har haft så mange projekter der er skredet en del i budgettet. Det er forunderligt. Det kan vi godt gøre bedre fremadrettet."
Slår Islands fodboldhold Dronningen?
Og så kommer vi til den med Islands fodboldhold.
Den kom i sagen om besøget fra Dronning Margrethe her den 7. september. Peder Meyhoff kunne fortælle, at han ikke ville dukke op, og i øvrigt mente, at de kongelige skulle sættes fri af deres guldbur. "At de skulle prøve at være almindelige mennesker."
Blandet andet det, fik Niels Flade Nielsen, skolelæreren og gruppeformanden fra socialdemokraterne, op af stolen.
"Det er at nedgøre det her arrangement. Al den tale om markedsføring. Vi har et monarki. Vi har et statsoverhoved, Dronningen. Vi vil meget gerne have besøg af statsoverhovedet. Vi kan jo ikke komme og sige at dig vil vi ikke have besøg af. Vi vil hylde vores monark og sige: Du er vores samlende punkt, ligesom landsholdet er det for Island."
Dan Jensen (løsgænger) kom med en sidebemærkning. "Det her er hver en krone værd. Hvis Enhedslisten ikke interesseret i Dronningens besøg på Dannebrog, så vil min mor meget gerne overtage billetten. Hun er super royalist og vil meget gerne med på kongeskibet."
500 er velkomne
Og til det med humoren, som måske er noget helt andet, døm selv:
Peder Meyhoff havde stillet et forslag om at man kunne gøre ligesom Folketinget, der med alle partier, undtaget socialdemokraterne og Venstre, stemte for, at gøre det muligt at oprette borgerdrevne forslag. Hvis der samles 50.000 underskrifter, så kan man rejse et konkret beslutningsforslag for Folketinget. Han mente, at Favrskov kunne blive den første kommune i Danmark der indførte det i kommunalt regi, dog ville det kræve 500 underskifter, altså godt to procent af stemmerne til kommunalvalget i Favrskov. Argumentet var at gøre politik mere folkelig og demokratisk.
Bjarne Andersen var med på: "At sende sagen et passende sted hen," som det lød. Han supplerede med ordene: "Jeg vil gerne gøre lidt reklame for vores demokrati. Man kan jo melde sig ind i partierne. Hvis 500 melder sig ind i SF, så vil jeg godt kunne love dem, at de kan få lov til at stille et forslag," lød det knastørt og underfundigt.
Hvorefter Thomas Storm (V) lige så knastørt replicerede: "Populist."