Fælles Favrskov-kor synger for Dronningen
Omkring 140 korsangere fra syv forskellige lokale kor synger Kongeskibet på vej, når Dronningen forlader Aarhus Havn efter en dag i Favrskov 7. september.
Om aftenen er der reception for udvalgte gæster på Kongeskibet Dannebrog, der ligger i Aarhus Havn. Når gæsterne går fra borde cirka klokken 21.00, vil Prinsens Musikkorps spille, og til sidst vil det til lejligheden sammensatte kor give to numre som en smuk afskedssalut til Dronningen.
Korleder for det store kor bliver Anne Katrine Christensen, der arbejder på Frijsenborg Efterskole. Hun er sanglærer og dirigent og har stået bag en række workshops og opsætning af koncerter.
Det store Favrskov-kor bliver ikke det eneste kor, der skal optræde for Dronningen under hendes besøg i Favrskov. I InSide vil Hadsten Sangforening synge ved Dronningens ankomst, og på Favrskov Gymnasium vil flere hundrede elever optræde med en sang i den nyindviede studiehave.
Programmet for Dronningens besøg findes på favrskov.dk/dronning