Kom så for S**** i H****** De Hvii’e!!!
Lad klokkerne bimle, lad Gjallerhornet gjalde!
Tænd bavnebål langs stranden og mal Aros' regnbue hvid!
AGF skal spille pokalfinale for første gang i 20 år, og det betyder, at vi, der er for unge til friværdi og lycra, får lov til at fejre De Hvii'e - og nej, en oprykningsfest er ikke en rigtig fest. Det er mere som at fejre et overstået jordskælv.
Og jeg er sikker på, at Kjøbenhavns Boldklub, B1903, eller hvad de nu kalder sig for tiden, ville ønske, at Idrætsparken var blevet ramt af et jordskælv i stedet for De Hvii'e!
Det kan godt være, at københavnerne får langt mere i løn, al den infrastruktur de kan ønske sig, et rigt og skattefinansieret kulturliv, at de har beslutningstagere i nærheden og muligheden for at spille hovedroller i dansk dramatik.
Og vi kan leve med, at aarhusianere altid lægger stemmer til de lallende idioter, når tegnefilm skal synkroniseres og… Hvor kom vi fra?
Nå ja, alt det nag og misundelse er alt sammen lige meget, for AGF er i pokalfinalen!
Og når vi nu alligevel er kommet så langt, kan vi sgu lige så godt vinde den!
I så fald tænker jeg, at vi snildt kunne ‘rethinke' kulturhovedstaden til at have temaet ‘Noget om AGF'. Det ville i hvert fald være et noget bedre emne!
Røde Orm kan med et snuptag blive til Hvide Orm! Eller suppleres med sagaen om Gyldne Glen!
Hver anden projektmager med tofarvede briller og holdninger til fransk hvidvin kan byttes ud med unge mænd i sejlertøj og forkærlighed for megafoner!
Forbered Den Jyske Opera på, at romerlys og kompressorhorn fremover er tilladte blandt publikum, og lad gastronomerne forstå, at de gør klogt i at lade de nye, nordiske retter med skidtfisk på en bund af skvalderkål supplere med brankede skinkesøm og frithængende garniture-orgler.
Lad det være et krav, at alle musikere SKAL starte deres koncert med Radetzky March eller noget med Bamse og Helmig eller LåLåLå!
Jeg ser heller ingen grund til, at gamle billedhuggere eller digtere skal lægge navn til vores gader og stræder. De har jo aldrig været i pokalfinaler, og jeg vil da langt hellere bo i Duncansgade eller på Bjarnasons Boulevard end i Jerichaus-ditto!
Byen, kulturåret og verden er jeres, AGF!
I skal bare liiiiige vinde den pokalfinale først!
- Ingen stress, naturligvis!
Der er jo også dem, som siger, at ‘det jo bare er en fodboldkamp', og at vi skal tage at slappe lidt af.
Og jo-jo, det er bare en fodboldkamp, og 4. maj 1945 var bare afslutningen på et langt og trælst besøg, og månelandingen var bare en lodret flyvetur.
Det er kæmpestort, det her, og jeg glæder mig som et lille barn til i flok at sænke IQ'en på motorvejen, i hovedstaden og på lægterne.
Kåsså De Hvii'e!!!