Lidt uønsket rådgivning til studenterne
Nu nærmer tiden sig snart, hvor studenterne springer ud, og det er for mange en følelsesladet tid.
Man glædes over den ukuelige ungdom, og man sørger over sine egne uindfriede drømme og bristede ambitioner. Heldigvis kan skadesfryden, over at smilet og optimismen nok snart skal blive pillet af de unge, ende med gøre det til en sød tid.
Ingen har bedt mig om at tage ordet i denne anledning, men jeg gør det alligevel, for der er ikke noget bedre end at komme med råd, ingen har bedt om.
Her kommer nogle faderlige råd fra et voksent barn:
Nyd din krop nu. Det kan godt være, den ser herrens ud, men det bliver kun værre.
Undgå parkour. Hvis ikke der er trapper eller fortov, har du ikke noget at gøre der.
Brug kun hashtags, når det er strengt nødvendigt. Er der nogen, som virkelig søger på #bedsteveninder og #smoothiemedagurk? Og hvis der er, er det så nogen, man vil have til at sidde og lure på dine veninder og din agurkedrik?
Tænk dig om, når du vælger studie. Tag gerne bedstemor- testen, inden du søger. Den går ud på, at du skal kunne forklare din bedstemor i én sætning, hvad du læser, så hun forstår det. Forstår hun det ikke, skal du skynde dig at finde på noget andet. Ellers kan du nemt ende med at sidde og socialkonstruktuere dig ud af arbejdsløshed.
Gør dig nogle unikke og personlige tanker, betragtninger og erfaringer, og del dem med verden. Eftertiden vil dømme os for, at vi brugte vores ytringsfrihed på at dele billeder af badetøj og kager, mens verden gik af lave.
Tag ikke et facerjob. Folk fortjener at kunne færdes i fred på vores gader og stræder.
Lyt ikke til politikere, som taler om kunst, og luk ørene, når kunstnere taler politik. De første vil sælge dig noget, og de sidste ved sandsynligvis mindre end dig. Man bliver ikke et alvidende orakel indenfor samfundsforhold ved at stå på en scene med let spredte ben og for meget sminke, mens man råber ting, andre har skrevet.
Nyd din mobilitet. Det kan godt være, du kun bruger den til at tage selfies, men snart kan du hverken rejse eller sætte dig, uden at der skal lyd på.
Gør op med fortidens dogmer. Hvad dine bedsteforældre hørte i en hashtåge på en maoistisk søndagsskole i 1970'erne, er ikke nødvendigvis naturlov.
Gør op med nutidens dogmer. Du bliver ikke en bedre borger af at danse efter papirnussernes pibe.
Tag på stadion engang imellem. Mød de andre samfundslag i øjenhøjde. Er man på Aarhus Stadion, er der også mange lektier i svigt og ydmyghed at tage med derfra. Og så kan I med god samvittighed være med til at fejre succeserne om ganske få år.
Askese er nemt, når man ikke har prøvet hedonisme.
Køb ikke italienske varer med bevægelige dele.
Det gælder også jer, Det Offentlige.