Vi ta’r den lige én gang til for Prins Knud
I de seneste to år har jeg beklaget mig over ting, som nogle ville kalde 'first world problems' på nudansk, og der kan da være en vis sandhed i, at emner som lycra-folk og ugengældt kærlighed til Byens Hold måske ikke virker så alvorlige, hvis vi tager de globale briller på.
Ikke desto mindre skal man stadig huske at beklage sig over småting - ellers har terroristerne vundet.
Derfor kommer der igen lige en opfordring til at få kigget lidt på de tre mest presserende ting.
Kære midaldrende mænd i lycra. Det er bare alletiders, at I holder jer i god form, det kan ingen være uenig i. Til gengæld ville det være rart, hvis flere af jer lige lærte at udvise et minimum af hensyn i trafikken, hvor vi alle færdes. Der er ikke noget mere frustrerende end at skulle undvige med frygt for liv og lemmer, når en flok benede DJØF'ere kommer hamrende i alt for kropsnært tøj. Hvis I vil begynde at tage hensyn, når I dyrker motion, skal jeg nok holde op med at brokke mig, hver gang I lukker hele og halve byer ned for at løbe eller cykle en tur med andre regnskabstyper. Jeg er i øvrigt også sikker på, at en eventuel ringeklokke ikke vil ændre jeres formkurver og mellemtider nævneværdigt.
Kære Aarhus Kommune. Vi skal jo være kulturhovedstad og hurra for det. I Latinerkvarteret har vi en mobil, bemandet affaldsstation, der flytter lidt rundt, og jeg kan sagtens se pralepotentialet i den, når fattigrøvene fra Sydeuropa ser, at vi betaler nogen for at stå ved en flaskecontainer. Jeg frygter dog, at vores udenlandske gæster bliver mindre imponerede, når de skal bevæge sig rundt i skrald og måger til knæene.
Jeg ved jo godt, det ikke er kommunen, der render og smider skrald over det hele, men det er efterhånden noget, vi må gøre noget ved. Vi skal simpelthen rydde op, inden vi får gæster. Vi kan have nok så mange moderne danseforestillinger om europæisk identitet og streetfood-boder, hvor man kan få dyre hotdogs med karse og toasts med gedeost, men det betyder mindre, når Midtbyen ligner slummen i Mumbai.
P.S. jeg har hørt, at der findes enkelte strækninger i byen med asfalt, der endnu ikke er gravet op. Det må da være en fejl?
Kære AGF. Ja, der skal mange bajere til at fortrænge den unævnlige omgang mod det værst tænkelige hold, men vi skal nok gøre forsøget. Til gengæld ville det være dejligt, hvis I liiige havde in mente, at vi er en del, som går op i det her. At vi er en del, som skal voksenmobbes på arbejdspladser og i sociale sammenhænge på grund af 'hændelsen'. Det skal helst ikke ske igen. Nogensinde.
Når det så er sagt, ser jeg frem til, at vi snart tager imod mægtige Bayern München i en Champions League-kamp.
Måske kan de endda lande i en ny lufthavn.
Det er vel ikke mere utænkeligt, end at vi får hensyn på cykelstierne og styr på affaldet i Midtbyen.