Stemningsfyldt weekend i klostrets tegn
1200 gæster, aktører og frivillige lod sig ikke slå ud af regnbyger, men skabte vaskeægte klosterstemning, da der i weekenden var klosterfestival på Øm Kloster.
Dejligt klosterøl, middelaldermusik og munkekor satte gang i stemningen, mens der blev gyst over barber-kirurgens foredrag. Her var også mulighed for at møde middelalderfolk, der havde slået telte op og viste deres håndværk frem, og nyde roen og stemningen på kloster museet.
Galleri: Se billederne fra klosterfestivalen på Øm Kloster her
Blandt lørdagens dagens højdepunkter var bueskydningskonkurrence med langbuer, hvor alle kunne deltage, og munkeoptoget i klosterkirkens ruin, som skabte en autentisk stemning. Her blev der holdt gregoriansk tidebøn og requiem – en begravelsesmesse - af Horsens klosterkirkes munkekor.
Søndag morgen startede dagen med en friluftsgudstjeneste i kirkeruinen ved sognepræst Iben Thomsen fra Gl. Rye kirke.
"Museet er meget glad for den vellykkede Klosterfestival og vi er allerede gået i gang med at planlægge næste års festival," fortæller Lene Mollerup fra Øm Kloster Museum i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
-bo