Fortsæt til indhold

73-årige Lis udsætter sit pensionistliv

Lis Kløve på 73 år er så vild med sit job som SFO-pædagog på Katrinebjergskolen, at hun ikke har planer om at stoppe

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

73-årige Lis Kløve kan ikke få nok af samværet med børn. Pædagogen har selv seks børnebørn tæt på sin bopæl og et arbejdsliv på over 30 år i selskab med børn. Alligevel er der intet, der tyder på, at hun har planer om at lade sig pensionere.
Især betyder arbejdet som klassepædagog i Katrinebjergskolens 2.C. meget for den rutinerede pædagog, som de seneste fire år har arbejdet i skolens SFO.
“Jeg er vild med at arbejde på skolen, for det er her, hvor der sker den største udvikling, og jeg kan se, hvor meget børnene rykker sig. Det er helt fantastisk,” siger Lis Kløve.

Er på seniorordning

En anden grund til at blive ved med at arbejde er forholdet til kollegerne og ledelsen.
“Vi har et virkelig godt kollegaskab og en god ledelse. Jeg synes, vi bliver lyttet til og hørt og får meget plads, og det er meget vigtig for arbejdsglæden,” fastslår hun.
Lis Kløve er på en seniorordning på 30 timer ugentligt, og hvert år tager hun en snak med SFO-leder Mads Frølund, om hun har lyst til at fortsætte.
“Jeg har fået at vide, at jeg bare blive ved med det, jeg gør. Jeg synes stadigvæk, jeg har en vigtig mission med mit arbejde. Der er masser af børn, der har brug for den erfaring, jeg har. Jeg kan springe ind og spotte, hvor der er allermest brug for mig. Det synes jeg er min force,” siger hun.
Lis Kløve arbejder meget med mediation, der er en konfliktløsningsmodel, som både kan rette op på noget, men også forebygge fremtidige konflikter.
“Børns selvkontrol er mit mantra. De bliver rigtig godt hjulpet i deres videre liv, hvis de har en vis form for selvkontrol allerede som børn. Det, at kunne udsætte sine behov og lytte til andre, er så vigtig. Jeg har blandt andet UUV-timer(udvidet undervisningstimer, som pædagoger står for, red.), hvor vi løser problemer og snakker om gode ting. Og nu er børnene selv begyndt at komme til mig og sige, at de har en sag, de gerne vil have løst,” fortæller pædagogen, som også arbejder med at lade børnene massere hinanden.
“Massage kan virkelig berolige i en travl hverdag, hvor børnene kan få lov at mærke deres eget åndedræt, slappe af og være til stede,” siger hun.

Minimum to år mere

Lis Kløve kan kun anbefale, at man forlænger sit arbejdsliv, selv om man på papiret er pensionsmoden.
“Sådan som jeg har haft det og har det nu, kan jeg mærke, at jeg får mere og mere styrke af at være her. Jeg har en masse ting, jeg skal nå med mit arbejdsliv, og jeg er slet ikke færdig endnu. Så jeg vil sige, man sagtens kan arbejde, til man er 75. Og det har jeg sandelig også tænkt mig. Jeg har en kollega, der er 50 nu, og vi har aftalt, at vi går samtidigt. Og han går, når han er 60,” siger den passionerede pædagog med et efterfølgende stort smil.