Esmeralda og jeg forstår hinanden

“Jeg har drømt om den rolle, siden jeg var 13 år,” siger 26-årige Vanessa Rodriguez Ibarra.
Den svenske skuespiller og danser er i Fredericia for at forberede sig på Fredericia Teaters kommende millionmusical 'Klokkeren fra Notre Dame'.
Hun spiller rollen som Esmeralda: Sigøjnerpigen, som klokkeren betages af, og som sætter foden ned over for den urimelige behandling, klokkeren udsættes for.
“Jeg føler virkelig, at Esmeralda og jeg har noget til fælles: Jeg kan ikke acceptere uretfærdigheder. Mit temperament byder mig at sige fra, når jeg er vidne til uretfærdighed. Også om det så skaber problemer for mig selv. Ligesom Esmeralda,” siger Vanessa.
“Jeg tror, at jeg har arvet det efter min bedstefar. Han boede i Uruguay og havde modet til at tale diktaturet imod. Han endte med at sidde i fængsel i otte år. Jeg beundrer ham. Han er stærk, og hans blod løber i mine årer,” siger hun.

Blev sendt i sprogskole

Måske var temperamentet en medvirkende årsag til de holdnings- og attitude-problemer Vanessa døjede med som barn og gennem ungdommen.
“Jeg har altid følt, at jeg ikke passede ind, socialt. Alle har altid spurgt mig 'hvor kommer du fra?'. Måske også fordi jeg ser ud, som jeg gør. I Sverige synes folk, at jeg er så mørk, at jeg ikke passer ind. Og i Chile er det omvendt,” siger hun.
Vanessa har chilenske rødder, men er vokset op i sydsvenske Jönköping. I dag bor hun i Stockholm. Når hun altså ikke lige er i Fredericia for at spille sin drømmerolle.
“Siden jeg som 13-årig forsøgte at få rollen som Esmeralda i en musical, har jeg drømt om den rolle. Så selvom jeg havde lovet mig selv et helt år uden auditions, var jeg simpelthen nødt til at tage til denne her,” siger hun.
I første omgang blev hun fældet af en sprogbarriere.
“De syntes ikke, at mit dansk var godt nok. Så de sendte mig til danskundervisning i en måneds tid og gav mig så en chance mere,” siger Vanessa, som tydeligt kan huske øjeblikket, hvor hun fik rollen.
“De havde sendt mig ud af lokalet, og jeg sad i en sofa og ventede i nogle lange minutter, inden Søren Møller (teaterchef) kom ud og fortalte, at kontrakten ville komme med posten. Jeg blev så glad, at jeg på stedet begyndte at græde. Meget. Så meget, at jeg måtte vente nogle timer, inden jeg ringede hjem og gav beskeden videre,” siger hun.
Siden har Vanessa fået intensiv danskundervisning.
“Jeg taller svensk, spansk, italiensk, engelsk og portugisisk. Men ikke dansk. Jeg får stadig undervisning, og jeg skal nok få det hele på plads. Ingen skal bagefter kunne sige, at jeg ikke gjorde det godt,” siger Vanessa, som under hele interviewet lytter til spørgsmål på dansk, men svarer i en blanding af engelsk, svensk og dansk.
Jo kortere tid, der er til premieren, jo mere fokuserer hendes dansklærer specifikt på at lære hende udtalen af replikkerne.
“Det går fint. Undtagen, når der laves ændringer i manuskriptet. Og det sker tit. Det er ikke så godt,” siger Vanessa med et grin, der viser, at problemet ikke er stort.

Rejste rundt i Chile

Da Vanesssa Rodriguez Ibarra var 19 år, flyttede hendes far og tre af hendes søskende til Chile.
Det blev begyndelsen på nogle problemfyldte år for Vanessa, der boede hos sin mor sammen med en bror og en søster.
Savnet efter faderen og de bortrejste søskende var så voldsomt, at det næsten blev til en depression.
Efter nogle år besluttede hun at rejse til Chile.
“Jeg var nødt til at se dem,” siger hun.
Det blev til omkring tre år i Chile.
“Jeg lavede musik til en teatertrup, der blandt andet rejste rundt med en danseforestilling om indianere. Det var meget, meget hårdt. Chile er et fattigt land, hvor folk, der har brug for et sygehus, ligger på gaden og tigger om penge og hjælp. Det er et land uden sikkerhed,” siger hun.
I 2014 fik hun nok af tilværelsen i Chile og rejste hjem.
“Jeg savnede Sverige. Jeg savnede, at man kunne drikke vandet i vandhanen. Og jeg savnede følelsen af at kunne holde varmen om natten,” siger hun.
Hjemme i Sverige begyndte hun for alvor at forfølge drømmen om at spille teater og musicals.
“Men jeg blev afvist ved den ene audition efter den anden. Jeg mistede modet og lovede mig selv et helt år uden auditions. Men så læste min veninde om forestillingen i Fredericia. Og alle omkring mig sagde, at jeg bare skulle se at komme af sted. Så jeg brød mit løfte til mig selv. Og her er jeg så,” siger hun.

Elsker Fredericia

Allerede efter kort tid i Fredericia er Vanessa faldet for fæstningsbyen.
“Jeg elsker at være her. Fredericia har alt: Et skønt bibliotek, gode idrætsfaciliteter, hav, natur, dejlige mennesker og gode butikker. Og selvfølgelig: Et dejligt teater. Jeg er virkelig blevet glad for Fredericia.”
Hun kommer også til at være her en hel del: 'Klokkeren fra Notre Dame' får premiere 14. oktober. Og til sommer 2017 sættes den op på Det Kongelige Teater i København.
“Vi skal opføre den otte gange om ugen. Så det bliver hårdt. Men jeg kan klare det.”