Naboer generet af lugt fra slam
Beboerformand savner nedskrevne regler fra kommunens side
En lugt generer i byen Bendstrup uden for Hillerød. Her spreder en landmand slam og får ikke pløjet den tids nok ned i jorden.
"Han følger ikke bekendtgørelsen," mener Katja Rothaus, der er formand for den andelsboligforening, hvor hun bor.
Ifølge Katja Rothaus skal slammet pløjes ned efter seks timer ifølge den bekendtgørelse. Men det bliver ikke fulgt.
"Han var ude med slam i går, torsdag, og jeg regner ikke med, at det er pløjet ned til weekenden, så det bliver til gene for os, når vi ikke kan gå udenfor," siger hun.
Der er 60 beboere i byen.
"Han får penge for at modtage det, og det er også godt, at det ikke bliver brændt af, og selvfølgelig må man regne med gyllelugt, når man bor på landet.
"Ved godt, det er et vilkår, at her kan lugte af gylle Men der ligger ingen retningslinjer skrevet ned på kommunens hjemmeside. Det er svært, vi bliver ikke hørt. Det ville være lettere, hvis vi blev hørt," siger Katja Rothaus og henviser til, at blandt andet Skanderborg Kommune har regler skrevet ned på sin hjemmeside.
Ifølge Katja Rothaus kan gyllen lugtes til Gadevang og i Alsønderup.
"Vi får opkastfornemmelse, når vi går udenfor, og vi må have renset vores biler, for det stinker indvendtigt i dem," siger hun.
Hillerød Posten kunne fredag ikke få fat i landmand Hans Holten Nielsen, der ejer markerne.