Der er så meget, vi ikke er nødt til

Fast forward. FFW eller 'hurtigt fremad'. Det hedder en knap på filmafspilleren eller musikafspilleren. Og af og til kan jeg få fornemmelsen af, at jeg også har sådan en knap, og at nogen er kommet til at trykke på den, uden at jeg opdagede det. Det sker, at jeg hører eller ser mig selv tale nærmest i dobbelttempo – ofte med én, som gør det samme – fordi vi har følelsen af, at hvis vi kan tale lidt hurtigere, så kan vi nok lige få gjort alt det, vi er nødt til i dag, og måske lidt ekstra. Det ligner scenen fra en film spillet fast forward.
Det, jeg vil frem til, er, at vi kan miste pusten. Tempoet er skruet op alle steder, og det kan endda også ramme i kirkerne. Dem vil vi selvfølgelig helst fylde med al mulig aktivitet og flest mulig mennesker. Ikke engang kirkerne må være halvtomme. Vi skal drives rundt hele tiden. Man kan spørge: Hvad bliver der af pausen og det ene fornødne, og hvor har vi et helle med det forbløffende budskab, at et menneske ikke skabes af alt det, det farer rundt og gør? Der er en værdighed, vi er født med, og den skal ingen tage fra os. Frelse betyder fri hals - den frie hals slaven har og får, når lænken tages af. En stor del af de lænker, vi har, tager vi som moderne mennesker selv på, selvom ingen tvinger os. For der er så meget, vi ikke er nødt til.