Ny busaftale sparer kommunen otte millioner årligt
Rådmand Kristian Würtz vil bruge pengene på at forbedre køreplanerne
Midttrafik og Busselskabet Aarhus Sporveje har for nylig aftalt en ændret kontrakt for en del af bybuskørslen.
Den betyder lavere timepriser, som giver kommunen en besparelse på op mod otte millioner kroner om året.
Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S) foreslår, at kontraktbesparelsen anvendes til at forbedre buskørslen i Aarhus.
Forbedring af tre buslinjer
”Det er vigtigt, at vi lader pengene blive i den kollektive trafik, og at vi skaber forbedringer med dem. Jeg foreslår, at der skal ske forbedringer af buslinjer, der betjener områder, hvor der ikke kører letbane. Konkret vil jeg pege på linjerne 11, 18 og 24. Desuden lægger jeg op til forbedringer i kapaciteten på A-buslinjerne, hvor propfyldte busser i nogle tilfælde i dag må køre forbi kunderne i myldretiden,” siger han.
Med åbningen af letbanen i 2017 skal der ske ændringer i det nuværende busnet.
Dels fordi letbanen vil dække de samme områder som noget af den eksisterende bustrafik.
Og dels fordi besparelsen ved reduktioner i bustrafikken udgør en del af finansieringen af letbanens drift.
dp