Fortsæt til indhold

Romantikken som træskulpturlegeplads

I Sophienholm Park kan man nu blandt andet klatre på guldhornene og få et historisk tilbageblik

Samfund
Arkiv

Næste gang, vejen går forbi Sophienholm, så husk at slå et smut ind forbi den nyrenoverede træskulpturlegeplads i parken.
Udover at være legeplads for børn og barnlige sjæle, rummer de smukke træskulpturer også en vigtig fortælling om Sophienholms storhedstid i den romantiske periode omkring 1800-tallet.
Blandt de besøgende på dette tidspunkt var digteren Adam Oehlenschläger, og det var i denne periode, han skrev det berømte digt 'Guldhornene'.

Guder og mennesker

Skulpturlegepladsen, som oprindelig blev etableret for mere end ti år siden, er netop inspireret af 'Guldhornene'. Balancebommene er prydet med motiver af guder, dyr og mennesker, som guldhornene var udsmykket med, mens bogstaverne fra digtet er udskåret i kravlefiguren.
Legepladsen og dens historiske aftryk syntes Louise Berg, landskabsarkitekt i Lyngby-Taarbæk Kommune, var vigtig at bevare:
“Træskulpturerne var gået i råd men i stedet for at bygge helt nyt, valgte vi at genetablere de samme træskulpturer - blot i eg i stedet for elm, hvilket har en længere holdbarhed, fortæller Louise Berg.
“Træskulpturlegepladsen fortæller om den romantiske periode, der prægede Sophienholm i starten af 1800-tallet, hvor kunstnere blev inspireret af stedet, og det vil vi gerne formidle til havens besøgende,” fortsætter hun.
Som noget nyt er legepladsen blevet udstyret med en informationstavle, hvor besøgende kan læse om de stjålne guldhorn, og hvorfor historien netop bliver fortalt på Sophienholm.

På de to balancebomme kan man se eksempler på nogle af de motiver med guder, dyr og mennesker, som de to guldhorn var udsmykket med.

I romantikkens fodspor

Informationstavlen inspirer også til at gå i romantikkens fodspor gennem haven, idet flere elementer som Norske Hus, Vindyrknings-terasserne og Hjertedammen, som stammer fra samme periode, også bliver beskrevet. jesl
Fakta
Guldhornene
De to guldhorn fra oldtiden, blev i 1639 og 1734 fundet nær Møgeltønder og bragt til København, hvor de blev udstillet i Kunstkammeret.
Her blev guldhornene i 1802 stjålet af en urmager, der smeltede dem om til øreringe og falske mønter.
Året efter blev forbrydelsen opdaget i forbindelse med videresalg af de falske mønter.
Man har senere fundet to sæt øreringe, der sandsynligvis stammer fra de omsmeltede guldhorn.

Bogreolen er fortællestolen, hvor man kan sætte sig op og fortælle historier.