Moesgaard Museums gladiatorudstilling har været yderst populær
Søndag var sidste dag, hvor man kunne opleve Moesgaard Museums populære gladiator-udstilling
Søndag havde dette års specialudstilling på Moesgaard Museum, Gladiator, sin afslutning.
Og omend udstillingen ikke når samme højder i besøgstal som hæren af terakottasoldater i fjor, der dog også var åben i længere tid, så betegner museets direktør stadig udstillingen som en stor succes.
"Den er blevet modtaget utroligt godt. Jeg tror ikke, vi har haft en eneste sur kommentar nogen steder fra," siger museumsdirektør Jan Skamby Madsen.
Målt helt præcist op havde der onsdag morgen været 228.450 besøgende igennem Moesgaard siden gladiatorudstillingen åbnede den 22. april. Og jo tættere udstillingen har nået sin afslutning, jo mere populær synes den at blive.
"Den har trukket rigtig mange her til sidst, fordi mange skulle nå at se den, inden den lukkede 11. september. Søndag 4. september var der 3.706 gæster – altså det er mange, så der er virkelig tryk på," siger Jan Skamby Madsen og kommer med et bud på en forklaring på populariteten.
"Det er meget vigtigt for os at have noget til tre generationer med både børn, forældre og bedsteforældre. Det er et must i vores udstillinger. Så når vi laver planlægningen, bliver det gået igennem med tættekam for at se, om der er noget til alle. Og vi kan se, det har virket. Det er familier, der kommer, og det er vidunderligt."
Nye udstillinger fylder op
Gladiatorudstillingen er blevet bygget op af genstande fra 10 italienske museer med Colloseum som den største bidragsyder suppleret op med genstande fra Napoli samt vulkanbyen Pompeji. Det er ganske svært for Jan Skamby Madsen at udvælge bare én favoritgenstand fra udstillingen.
"Der er nogle meget flotte relieffer, vi har fået, der illustrerer gladiatorernes liv, og hvordan kampene foregik. Så har vi også nogle meget fine billeder, som har været placeret i Pompeji, hvor gladiatorerne er gået forbi dem på vej ind på scenen. Og der er også de andre flotte ting fra Pompeji med hjelme og benbeskyttere, som er så gode som nye, fordi de blev dækket af aske under udbruddet."
Selv om særudstillingen nu er lukket, bliver resten af året på Moesgaard ikke tømt for begivenheder. Den 17. september åbner museet således op for en udstilling om Nepal med bidrag fra otte nepalesiske kunstnere. Og i begyndelsen af oktober åbner museet op for sin stenalderudstilling. En viderebygning på museets Danmarkshistoriske udstilling.
"Den skal nok give lyd af sig, og det bliver dronningen, der åbner den," fortæller museumsdirektøren, som ved udgangen af november trækker sig som leder for museet. Jan Skamby Madsen forsvinder dog ikke helt fra museet til den tid. Næste år skal han således være med til at præsentere Moesgaards sidste klods i Danmarkshistorien i form af en udstilling om middelalderen. Den udstilling vil blandt andet blive præget af fund fra en udgravning lidt uden for Stubbekøbing på Falster. En udgravning, Jan Skamby Madsen selv har været dybt involveret i gennem mange år.
Moesgaard Museum vil endnu ikke afsløre, hvad næste års særudstilling bliver. Men Jan Skamby Madsen oplyser, at kandidatfeltet er snævret ganske kraftigt ind, og at en afgørelse formentlig falder i løbet af en måned.