Mathias går i sin farfars store fodspor
Fredag debuterer Mathias Sprogøe på Aarhus Teater i forestillingen En Kvinde Uden Betydning
Han vil egentlig helst tale om skuespil og teater, 27-årige Mathias Sprogøe Fletting.
Men selvom han tidligere har prøvet at distancere sig lidt fra sit mellemnavn, der vækker genklang i de flestes ører, så kan den nyuddannede skuespiller ikke løbe fra, at han kommer fra en familie med et stort navn i dansk filmhistorie.
Både hans mor og far er skuespillere, men det er umiskendeligt folkekære farfar Ove Sprogøes karriere, der kaster størst skygge.
Men Mathias, der i øjeblikket ses som kollega til Dicte i TV2's Aarhus-serie af samme navn, og som fredag får sin professionelle debut i Oscar Wilde-stykket En Kvinde Uden Betydning, er sin egen.
Derfor rør det ham heller ikke, at Aarhus Teater ikke var sen til at meddele, at Ove Sprogøes barnebarn var med i besætningen, da teaterstykket skulle promoveres for pressen.
“Det er okay, og jeg kan godt forstå idéen med det. Jeg synes, det er sjovere at snakke om forestillingen, men jeg kan godt forstå, at man gerne vil høre til min farfar,” siger Mathias Sprogøe Fletting.
Blev bidt af det
Faktisk prøvede han i lang tid at bryde den sociale skuespillerarv, men et ophold på en dramahøjskole, han håbede ville afkræfte skuespilslysten, endte med at bekræfte, at det var den vej, han måtte gå.
“Jeg har altid interesseret mig for film og teater, men jeg troede længe, at jeg skulle være fotograf, instruktør eller manuskriptforfatter. Men efter højskolen var der ikke nogen vej tilbage. Jeg blev bidt af det, og så omfavnede jeg det og søgte ind på skuespillerskolen i Aarhus,” fortæller han.
Mathias frygtede længe, at mellemnavnet ville tynge ham, men først efter han blev færdiguddannet i juni, har han mærket, at der er interesse omkring ham på grund af det.
“Jeg tænkte en del over det, inden jeg startede på skuespillerskolen, men i de fire år, jeg har gået der, har det ikke fyldt noget. Mine medstuderende og lærerne har taget mig for, hvad jeg kommer med. Men den seneste tid har det affødt nogle interviews og noget opmærksomhed,” forklarer den 27-årige tilflytter, der har lagt enhver form for egengenereret forventningspres fra sig.
Intet pres
“Min farfar var skuespiller i en anden tid, hvor branchen var en helt anden, og man kunne lave meget mere. Så jeg har slet ikke lyst til at komme i nærheden af, hvad han gjorde. Men jeg er imponeret over, hvad han kunne nå at lave - med den kvalitet, han lagde i det, selvom han havde så vanvittigt travlt. Det tog lidt tid at lægge navnet fra sig og sige til sig selv: 'Det er okay, jeg er her, og det er berettiget.' Men derefter har jeg intet pres følt overhovedet,” siger den kommende debutant og forklarer, at i skuespilsverdenen får man kun job, hvis man er dygtig. Instruktører og lignende er aldeles ligeglade med navne.
“Jeg føler faktisk ikke, jeg rigtig har kunnet slå mønt på min farfars eftermæle. Endnu. Det kan være, det kommer,” griner han.
Indtil videre har det heller ikke været nødvendigt. Der er nemlig en masse i støbeskeen, også efter En Kvinde Uden Betydning er overstået.
Her spiller han den unge og ambitiøse bankassistent Gerald Arbuthnot, søn af Fru Arbuthnot (spillet af Mette Horn) og Lord Illingworth (Bue Wandahl).
Sidstnævnte er hans chef, men også hans far, skal det senere vise sig i den satiriske forestilling, der går i kødet på dekadencen, og hvis scenografi er bygget op omkring en kæmpe karrussel.
“Det er en fed rolle at starte med. Jeg elsker klassiske stykker. Det er en super udfordrende rolle, hvor man virkelig kommer hele følelsesregisteret rundt på meget kort tid,” fortæller Mathias Sprogøe Fletting.