Fortsæt til indhold

“Der manglede tilskuere”

Arrangøren bag Tour de Charlottenlund mener især det var regnen, der afholdt mange fra at følge med i cykelløbet og sætter nu gang i nye initiativer

Samfund
Signe Haahr Pedersen

Alt for få mennesker fulgte rytterne langs Jægersborg Allé, da Tour de Charlottenlund for 28. gang pedalerede af sted mandag aften, og det ærgrer arrangør og formand for Ordrup Cycle Club, Jesper Adolphsen, sig over.
"Jeg synes selve eliteløbet var helt fantastisk i år med mange gode navne. Men hele arrangementet manglede lidt tilskuere og lidt godt vejr, og måske var vi også lidt sent ude med annonceringen af det - til næste år vil vi sørge for at være hurtigere ude," siger han og fortæller, at udover et øget fokus på annonceringen af eventen brygges der på en plan om, at der næste år føjes endnu et cykelløb til dagen, som skal lokke flere tilskuere til.
"Vi håber på at lave holdløb næste år, hvor hver skole i kommunen deltager med to hold," siger Jesper Adolphsen og fortsætter:
"Vi håber, det kan skabe lidt mere engagement i kommunen og mere glæde for kommunens unger. Hvis hver skole stiller med to hold, er jeg sikker på, at klassekamerater og forældre kommer og hepper, så der kommer liv i gaden allerede om eftermiddagen."