Fortsæt til indhold

'Borgerne sorterer ikke forkert af ond vilje'

Fremover skal renovationsmedarbejderne lade affaldsbeholderen stå, hvis den indeholder affald, der ikke skal være der

Samfund
Jeppe Rafn

Der bliver puttet mere og mere affald i beholdere, hvor det ikke hører til. Det gælder især blød plastik som for eksempel ledninger og plastikposer, der bliver puttet i beholderen til emballage.
“Blød plastik er det største problem, så der har vi måske ikke været gode nok til at formidle. Vi er sikre på, at borgerne gør det i en god mening og ud fra de bedste intentioner om at sortere korrekt. De sorterer jo ikke forkert af ond vilje,” siger Anne Dorthe Christensen fra Affald og Trafik i Horsens Kommune.
Blød plastik skal i beholderen til restaffald. Emballagebeholderen er beregnet til hård plastik som for eksempel vindruebakker, shampooflasker og creme fraiche bægre.

Lader beholderen stå

Emballageaffaldet fra Horsens Kommune bliver sorteret hos Dansk Affald i Vojens. Her ryger det op på et bånd og håndsorteret, men hvis der er meget fejlsorteret, skal affaldet forsorteres, inden det ryger på båndet, forklarer Anne Dorthe Christensen. Og Horsens Kommune skal betale ekstra for at få affaldet forsorteret.
Problemet med fejlsortering har fået kommunen til at instruere renovationsfolkene om at åbne låget for at kontrollere affaldet, inden de tømmer det. Renovationsmedarbejderne skal ikke rode i affaldet, men hvis de kan se, at beholderen indeholder fejlsorteret affald, skal de lade beholderen stå og efterlade en besked om, at den ikke er tømt på grund af fejlsortering.
Horsens Kommune er ifølge Anne Dorthe Christensen er nødt til at stramme op for at få folk til at sortere korrekt.
Kommunen har også oplevet, at der er blevet smidt bleer til genbrug i stedet for i beholderen til restaffald, hvor bleer hører hjemme.
“Én ble kan nå at ødelægge flere ton affald, som ikke kan genbruges, fordi det er smurt ind i afføring,” siger Anne Dorthe Christensen.

Emballageaffaldet fra Horsens Kommune ryger videre til Dansk Affalds sorteringsanlæg i Vojens.

Madaffald sætter sig fast

Affald og Trafik har på det seneste desuden fået en del henvendelser fra folk, hvis affald har sat sig fast i beholderen og dermed ikke ryger med ud, når beholderen tømmes.
“Det er typisk madaffald, der er fugtigt, og som derfor fryser fast i beholderen,” forklarer Anne Dorthe Christensen.
Hun opfordrer til, at man putter vådt affald som for eksempel kaffegrums og kartoffelskrald i restaffald.
Helt generelt råder kommunen borgerne om at benytte beholderen til restaffald, hvis man er i tvivl om, hvor det hører til.

Nye biler letter arbejdet

Det er ved at være fire måneder siden, at Horsens Kommune indførte den nye affaldsordning, hvor borgerne skal sortere affald i forskellige beholdere, så det kan genanvendes.
Den enkelte borger har fået to beholdere, der hver er delt op i to rum til de i alt fire forskellige typer affald. Men det er først for nylig, at man har fået de rigtige biler med to adskilte rum, så man kan tømme beholderne på én gang og ikke skal køre med to biler for at tømme én beholder.
“Det er grunden til, at vi har haltet bagud, og borgerne ikke altid har fået tømt til tiden,” siger Anne Dorthe Christensen.