”Løs ham og lad ham gå”

På søndag hører vi den forunderlige fortælling om Lazarus, der efter fire dage i graven opvækkes fra døden af Jesus. Vi hører, hvordan stenen væltes, og hvordan Lazarus kommer ud af graven med hovedet, hænderne og fødderne viklet ind i linned. ”Løs ham og lad ham gå” siger Jesus. Lazarus kaldes dermed ud af det mørke, han har befundet sig i, og tilbage til livet og lyset.
Livet igennem kan vi blive budt på situationer, hvor det ikke er svært at identificere sig med dén Lazarus, der er bundet på hænder og fødder. Når livet gør ondt og er besværligt, kan vi føle os presset helt derind, hvor mørket æder lyset, og hvor stenen væltes foran os og forhindrer os i at komme ud igen. Vi kan komme til at stirre os helt blinde på mørket og alt det ødelagte; på stenen for graven eller stenen i vort hjerte.
Men det forunderlige er også, at vi ikke behøver at være fanget i dette mørke. I evangeliet lyder et ord til os, som kalder os tilbage til livet og vikler os fri fra dét, der binder os. Mørket behøver ikke at forblive mørke. Bedst som vi mest af alt har lyst til at smide håndklædet i ringen, lyder ord til os som et ekko fra fortællingen om Lazarus: ”Bliv løst og gå”.
Vi kaldes ud i livet. På godt og ondt. Vi mindes om, at selv når vi har overgivet os til døden og mørket, er der liv og lys at finde. Evangeliet er en håbefuld beretning om, når der går opstandelse i livet.