Levende tro

I dag som altid handler det om det vigtigste i den kristne tro, selve kernen – det som er vigtigst – for os. Man kan aldrig isoleret og neutralt objektivt udtale sig om, hvad der er det vigtigste i kristendommen, for kristendommen bliver altid til i det enkelte menneskes tro. Derfor er der mange måder at tro på Gud på – ja, lige så mange og forskellige som vi mennesker er til. Og troen er lige ny hver gang, den finder vej til én af os.
Men ligeså ny troen er, ligeså gammel er den – over 2.000 år. Så længe har den gamle tro holdt sig i live, både fordi den virkelig gør en forskel for det enkelte menneske, men også fordi den har haft nogle konstruktioner, som har holdt den fast. Konstruktionerne er de bekendelser som vores kirke bygger på – ude i de enkelte kirker er det Trosbekendelsen, som vi siger eller synger hver søndag til gudstjeneste. Trosbekendelsen som siger: Vi tror på Gud, himlens og jordens skaber, vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne søn, født af jomfru Maria, korsfæstet, død og opstanden og vi tror på Helligånden, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.
Er det ikke for gammeldags kan vi spørge? Er det ikke på tide at få nyformuleret trosbekendelsen, så sprogbruget bliver mere i takt med vores tid? Og det kan man sagtens gøre, men ændrer vi indholdet i Trosbekendelsen er det vores kirkes grundlag, vi ændrer. Som en gammel dame sagde til mig: Jamen, hvis jeg ikke kan tro på jomfrufødslen, hvad kan jeg så tro på? Hvis jeg selv begynder at pille ting ud, som jeg ikke synes er rimelige at tro på, så er troen ikke længere den livsmodsgivende og bærende tro, som jeg har nu.
På den måde er kristendommen en levende tro, levende fordi den lever i de enkelte mennesker og giver dem livsmod og glæde – men også på den måde at den ved hjælp af bekendelserne har kunnet overleve i mange forskellige kulturer og tidsaldre.