Furesø kåret til Nordsjællands bedste erhvervs-kommune
Men der er også plads til forbedringer
Furesø Kommune placerer sig igen i år i den bedste fjerdedel af alle kommuner i DI's erhvervsklimaundersøgelse og beholder titlen som den bedste erhvervskommune i Nordsjælland – trods en lille tilbagegang på to pladser til en placering som nummer 14 ud af i alt 96 kommuner. Den lille tilbagegang skyldes hovedsageligt, at virksomhederne er blevet en smule mindre tilfredse med kommunens helt overordnede erhvervsvenlighed.
Fik du læst: Enhedslisten har fået nok - vil ansætte kommunale p-vagter
"Det er positivt at se, at virksomhederne fortsat er meget tilfredse med forholdene i Furesø Kommune. Men kommunen skal fortsætte med at prioritere erhvervspolitikken, hvis Furesø skal blive ved med at ligge så godt placeret, som man gør nu. Konkurrencen blandt landets kommuner er nemlig benhård. Stadig flere kommuner har fokus på erhvervsklimaet og gør en stor indsats for at forbedre servicen og vilkårene for de lokale virksomheder. Derfor skal der mere og mere til, hvis man skal beholde sin placering i DI's årlige undersøgelse", siger formand for DI Hovedstaden, Poul Skadhede, i en pressemeddelelse.
Et af de områder, hvor virksomhederne er mest tilfredse med Furesø, er, når det gælder infrastrukturen og trafikforholdene. Her placerer Furesø sig i den absolutte top på en flot fjerde plads. Virksomhederne er især meget tilfredse med de kommunale veje.
Jobcenter rykker
Jobcentret får også pil opad. Virksomhederne bedømmer kommunens indsats for at skaffe kvalificerede medarbejdere så højt, at Furesø i år springer 36 pladser frem.
"Kommunens virksomheder vurderer Furesøs jobcenter til at være et af de absolut bedste i Hovedstadsområdet. Det har stor betydning, for det kan være helt afgørende for en virksomheds succes, om den kan skaffe de nødvendige medarbejdere. I en tid, hvor virksomhederne landet over begynder at have alvorlige problemer med at tiltrække de rette medarbejdere, er jobcentrets indsats og deres samarbejde med virksomhederne helt centralt", siger Poul Skadhede.
Til trods for den gode placering i i den nye undersøgelse er der dog stadig plads til forbedring på enkelte områder. Blandt andet er virksomhederne blevet mindre tilfredse med niveauet for skatter, afgifter og gebyrer, hvor Furesø er placeret som nummer 72.
Selv om Furesø gennem flere år har sænket dækningsafgiften, der er en særlig skat på erhvervsbygninger, og har en grundskyldspromille under landsgennemsnittet, har kommunen stadig et relativt højt gebyr for behandling af byggesager, mens mange kommuner landet over helt har afskaffet gebyret. DI Hovedstaden opfordrer derfor borgmester Ole Bondo Christensen og den øvrige kommunalbestyrelse til at blive ved med at sætte virksomhedernes skatter og afgifter ned.
"Det vil i sidste ende komme kommunen til gode, da det gør virksomhederne bedre i stand til at klare sig i konkurrencen og skabe nye job. Samtidig gør det Furesø mere attraktiv for nye virksomheder og arbejdspladser. Og det kommer borgerne til gode, fordi der på den måde bliver flere penge til at forbedre f.eks. daginstitutioner, skoler og ældrepleje. Overordnet set er vi dog rigtig glade for den lydhørhed, som Furesø har over for de lokale virksomheder", siger formand for DI Hovedstaden Poul Skadhede.