Den bedste nogensinde
Arrangør kalder Food Festival 2016 den bedste nogensinde, selvom der var færre gæster end sidste år
Den femte udgave af Food Festival i Aarhus er netop overstået, og spørger man direktør Anna Lund fra FOOD Aarhus, som arrangerer den store madfestival, så var den en succes.
Det forklarede hun mandag, da hun tog en pause i oprydningen på Tangkrogen for at snakke med Lokalavisen Aarhus.
“Det er gået over al forventning. Det er den bedste festival, vi nogensinde har afholdt,” jublede direktøren.
Færre gæster end sidste år
Over weekendens tre dage var Tangkrogen fyldt med telte, boder og madglade mennesker, men det ustadige vejr havde dog en betydning for, hvor mange der valgte at slå et smut forbi den populære festival, forklarer Anna Lund.
“I år har vi haft 27.000 gæster. Sidste år havde vi 32.000. Det er absolut vejrets skyld, for sidste år kom 2/3 af vores gæster om søndagen, og i år havde de lavet en knap så pæn vejrudsigt, hvor de nærmest advarede mod at gå ud på grund af skybrud om søndagen. Nu endte det med slet ikke at være så slemt, men det har helt sikkert afholdt nogle for at komme ned på Tangkrogen,” siger hun.
Færre gæster er dog ikke malurt i bægeret for direktøren, for overordnet var der i år styr på tingene, mener hun.
“Det har jeg intet imod. Vi har tidligere haft udfordringer med mange mennesker på samme tidspunkt. Det gav nogle frygteligt lange køer. Det er det værste, der kan ske, så i år lavede vi nogle små ændringer med bedre skiltning. Det har afhjulpet flaskehalsene helt vildt, og det varmer mit hjerte,” siger Anna Lund, som synes, årets højdepunkt var fredagens LATE NIGHT COOK OFF - en slags madboksekamp, som publikum var vilde med.
Her var Timm Vladimir vært for en konkurrence mellem to kokke, der fik nogle hemmelige ingredienser, som de skulle lave tre retter af.
Den konkurrence vandt en kok fra Restaurant Hærværk.