Nye tider hos Sydøstjyllands Politi, men lokalstationerne bevares
Politiet skal effektivisere. Men uden at borgerne mærker det
Sydøstjyllands Politi er på vej med en række omlægninger.
Folketingets såkaldt flerårsaftale om politiet kræver, at politiet bliver bedre til mange ting. Og det fører til en lang række interne omrokeringer.
Hos Sydøstjyllands Politi understreger kommunikationschef Ulla Kaspersen, at intet endnu er besluttet.
“Vi drøfter i den kommende tid vores overvejelser og idéer med Rigspolitiet, således at de endelige løsninger bliver i overensstemmelse med både et lokalt og landsdækkende perspektiv,” skriver hun i en mail til Lokalavisen.
Hun forventer, at Sydøstjyllands Politi kan melde mere klart ud i løbet af nogle måneder.
Ingen rør politistationen
Én ting ligger dog fast: Kredsens politistationer bevares.
“Det er en overordnet ramme for de overvejelser, vi gør os, at der for borgerne ikke vil opleves en forandring. Vi vil med 'ommøblering inden døre' sikre politibetjening og opgaveløsning, som lever op til flerårsaftalens krav og dermed fortsat leverer et godt politi til borgerne. Borgerne vil således også efter tilpasninger i den interne organisering kunne møde deres politi på 112, 114, på de nuværende seks politistationer, hos landpolitiet, i patruljerne på gaden på samme niveau som nu og på politi.dk,” skriver Ulla Kaspersen.
De foreløbige tanker om fremtidens politi er blandt andet drøftet i Kredsrådet, hvor blandt andre borgmestrene sidder med.
“Udviklingen i vores måde at organisere os på vil blive til med et stærkt fokus på borgerbetjeningen og på at kunne levere godt politiarbejde, der er tilpasset forandringerne i omverdenen og til det faktum, at flerårsaftalen er udtryk for en omprioritering af politiets ressourcer. De overvejelser og processer, der skal føre hen til svaret på, hvordan vi bedst gør det, vil ske i tæt samarbejde med tillidsfolk, medarbejdere og ledere, således at manges indsigt i at drive politi bliver nyttiggjort,” skriver Ulla Kaspersen.