98-årige Thyra på øhop i ladcykel
29 ældre kom søndag hjem efter en fire dage lang rickshaw-cykelferie på sydfyn. De tilbagelagde 225 km og fem øer.
Hun blev født, da den russiske revolution rasede og første verdenskrig nærmede sig en afslutning.
Siden voksede hun op, lærte at cykle og trampede sig entusiastisk gennem et helt liv.
Nu er Thyra Vadgaard fyldt 98, og benene holder ikke længere til en tur på jernhesten.
Men sidste torsdag tog hun ud på en 225 kilometer lang cykeltur i det sydfynske ø-hav med sin 83-årige makker Tove Ehdal (83) og deres 46-årige 'motor' Henning Jørgensen.
Bailey som benzin
Turen, som omkring 50 ældre, ansatte og frivillige deltog i, er en del af Odense kommunes projekt 'cykling uden alder'.
Undervejs overnattede flokken på Hotel Svendborg og gjorde blandt andet holdt ved Egeskov Slot.
“Det er sørme rart, at vi gamle sådan kan komme ud at cykle, selvom benene ikke vil mere. Vi får frisk luft og er samtidig ude i naturen. Det bliver godt,” lød det fra Thyra Vadgaard, da flokken gjorde klar til afgang fra Sanderum Plejecenter med maven fuld af brunsviger. For den slags 'benzin' er nødvendig, når man skal på langfart - og helst også en Baileys eller to at styrke sig på.
Henning Jørgensen, der er en af de mange frivillige, som tager fri af egen lomme for at agere cykelmotor, fortæller, at cyklen ikke er så tung at træde, som man måske kunne frygte.
“Der er jo både batteri og hjælpemotor på. Og skulle det ske, at vi kommer til at svede, så går det nok. Det er det hele værd, når man ser beboernes glade ansigter,” fastslår han.
Nem og billig sommerferie
Ældre- og handicaprådmand Brian Skov Nielsen (EL) cyklede selv med på første del af ruten. Også han er begejstret.
“Det er en nem og billig måde at give de ældre en god oplevelse på. Jeg er utrolig stolt af de frivillige, og jeg er glad for, at erhvervslivet har valgt at støtte turen med donationer,” erklærerede han før afgang.
Med et højt og gjaldende “der er strafpoint, hvis man overhaler rådmanden,” svingede Brian Skov Nielsen sig op på cyklen, rettede kursen sydpå og susede glad derudaf med en smilende kvindelig passager på forsædet.
Som en del af værdighedsmilliarden har Odense kommune indkøbt et større antal rickshawcykler, så glæden ved pedalerne fremover kan komme endnu flere til gavn.