Ungdomsklub i Trige holder ghetto-stempel på afstand
Trige Ungdomsklub er på få år gået fra få til mange medlemmer og har planer om vokse yderligere
På en tidligere gård i Trige - Trige Søndergård - er der flere og flere, der samles til fællesaktiviteter i lokalsamfundet.
En af de efterhånden mange foreninger, der holder til her på Trige Centervej 75, er Trige Ungdomsklub.
Klubben er en såkaldt folkeoplysende ungdomsklub, som har oplevet vokseværk.
“Jeg har arbejdet på deltid her i ungdomsklubben i de seneste fire et halvt år. Vi er gået fra at have ti jævnaldrende unge per aften - primært udenlandske drenge - 40 medlemmer i hele foreningen til i dag at have 70 medlemmer, hvor der dukker 30 op hver aften,” siger Danusan Gnanasegaran og tilføjer:
“Da vi startede, var det en lille kerne fra Trige Parken, som typisk kom her. Det vi ser nu er en god blanding, hvor der både er medlemmer fra parken og parcelhuskvartererne.”
Han er opvokset i Aarhus-forstaden og står nu i spidsen for Trige Ungdomsklub, og han mener, at væksten er et resultat af hårdt arbejde og en offensiv strategi via sociale medier som Snapchat, Instagram og Facebook.
“Vi er godt klar over, at vi er i konkurrence med alle mulige tilbud og events. Derfor er vi hele tiden opmærksomme på at skille os ud og promovere os meget lokalt,” siger Danusan Gnanasegaran.
Ungdomsklubben huser unge med flere forskellige nationaliteter.
“Vi har fået skabt et forum for unge fra 13 til 18 år, der kan mødes uden nogle former for kontroverser. Og vi har ikke én eneste pædagog ansat,” siger den 26-årige leder, som er glad for, at Trige af kommet af ghettolisten.
Markant frivillig indsats
“Området var anderledes, dengang jeg startede med at arbejde her. Vi fik ghettoprædikat på et tidspunkt, og det forfulgte os i nogle år, men sidste år slap vi heldigvis af med det på grund af en markant frivillig og kommunal indsats i området. Men jeg håber også, vi har en lille andel i det,” siger Danusan Gnanasegaran og peger på, at ungdomsklubben har brugt meget energi på at tale med de unge om uddannelse og om at skabe et positivt miljø med plads til alle.