Fortsæt til indhold

Skanderborgs største 75-års fødselsdag

Kommunen inviterer alle, som er fyldt 75 år i år, til fest

Samfund
Arkiv

I disse dage sender Skanderborg Kommune ”fødselsdagsinvitationer” ud til cirka 400 borgere i kommunen. Det gælder et stort arrangement på Skanderborg Fælles til november, hvor deltagerne kan møde en lang række stande med fokus på sundhed, forebyggelse og livskvalitet
Fælles for dem er, at de er fyldt 75 år i år.
Arrangementet er det første af sin slags i kommunen.
Tidligere blev der afholdt individuelle samtaler med borgere, der er fyldt 75 år.

Lovændring

Men en lovændring betyder, at kommunerne nu så vidt muligt skal afholde større, fælles arrangementer, hvor der informeres om lokale sundhedstilbud og mulighederne for at være aktiv borger.
“Vi vurderede mulighederne og besluttede at lave ét stort arrangement med fødselsdagstema. Det giver en positiv indgang og sætter en hyggelig stemning. Hvis vi bare lavede en traditionel ”Sundhedsmesse”, ville det formentlig ikke være så appellerende som en kæmpe fødselsdag. Randers Kommune lavede fødselsdagstema for deres 75-årige, og det blev en succes, så vi håber også, at 75 års-fødselarerne her bakker op, siger Hanne Dansbo fra Det forebyggende Team i Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Sammen med kollegaen Majbritt Kierstein arrangerer hun den store 75 års fødselsdag, som finder sted på Skanderborg Fælled den 15. november kl. 10-14.
På de mange stande vil der være inspiration og uformel information om tilbud, som kan være med til at give sundheden og livskvaliteten et løft.
Formand for Socialudvalget Christina Bottke (V) glæder sig over initiativet.
“Sundhed og livskvalitet er vigtige områder for vores ældre, men for nogle kan det måske være svært at få hånd om. Det virker som en god ide at give inspiration om emnerne på en hyggelig og afslappet måde, siger socialudvalgsformand Christina Bottke.
Alle er velkomne til at tage en pårørende med til arrangementet.
Tilmeldingsfristen er 15. september.
e.r