Kan der komme noget godt fra Horsens?
Danmarks Industrimuseum udstiller portrætter fra Bent Riis’ nye bog ’Kan der komme noget godt fra Horsens?’
Kan der komme noget godt fra Horsens? Det spørgsmål stiller horsensianske Bent Riis i sin nye bog med samme titel.
Bent Riis har gennem mange år beskæftiget sig som fotograf, billedkunstner og forfatter med emner, der sætter de små grå celler i gang med at spekulere over væsentlige spørgsmål her i livet.
Sådan er det også med 'Kan der komme noget godt fra Horsens?'-udstillingen, som vises i elektricitetsværkets gamle Maskinhal, og som består af en række fotografiske portrætter af 20 yderst forskellige horsensianere - 17 nulevende og 3 afdøde. De 20 personer har dog det til fælles, at de alle har meget på hjerte og åbenhjertigt fortæller om deres liv på godt og ondt - og om hvad der for dem er væsentligt og uvæsentligt i tilværelsen. Det oplyser industrimuseet i en pressemeddelelse.
Portrætterne er hentet fra Bent Riis' bog 'Kan der komme noget godt fra Horsens?'. Bogen udgives i forbindelse med udstillingen. Bent Riis oplyser i bogens forord, at Danmarks Statistik fastslår indbyggertallet i Horsens Kommune til 86.361 personer. Ifølge Riis går der derfor 86.361 levende og helt enestående livsfortællinger rundt iblandt os.
”Hvert menneske er en unik fortælling, som fortjener at blive lyttet til. Sjove og sørgelige, dramatiske og stilfærdige, heldige og uheldige, lange og korte fortællinger – men aldrig den samme fortælling. Under samtalen og fotograferingen af de personer som jeg har udvalgt til bogen, har jeg hver gang mødt både det fælles menneskelige og det originale.”
Udstillingen 'Kan der komme noget godt fra Horsens?' åbnes af borgmester Peter Sørensen lørdag den 17. september kl. 13.30 på Danmarks Industrimuseum.
Udstillingen kan ses fra den 18. september til den 9. oktober 2016.
Bogen med samme titel kan erhverves ved åbningen til en favorabel pris.