By vil puste nyt liv i købmanden
Borgerne i Sønderby vil nu forsøge, at genåbne byens købmand der har stået tom i ti år
Sønderby er inde i en positiv spiral. Huse, der længe har stået tomme, bliver solgt, og det medfører, at nye borgere flytter til byen. Med andre ord er der i dag langt mellem til salg skiltene i Sønderby.
Det har fået en gruppe af byens beboere til at tro på, at det kan være muligt at genåbne byens gamle købmandsbutik, der ligger ved det idylliske gadekær.
Butiksdelen i ejendommen har stået tom og været i tiltagende forfald i ti år, og gruppen af borgere er nu er i fuld gang med at se på mulighederne.
For viljen til at få byens gamle købmand til at genopstå er til stede. Det stod klart, ved vandværkets generalforsamlingen for ikke så længe siden.
”Mange har igennem tiden talt om at puste liv i butikken. Ved generalforsamlingen på kroen for byens vandværk fik nogle stykker talt sammen, og det udmyntede sig hurtigt i, at der blev arrangeret et indledende møde, for i det hele taget at finde ud af, om der reelt var stemning for det,” fortæller Nana, der er med i arbejdsgruppen for købmandens genåbning.
Mødet, hvor 75 ud af byens 188 husstande deltog, blev indledt med fællesspisning på kroen i blandet en portion sund skepsis, men endte med tilsagn om, at man var interesserede i at gå videre med projektet, som også skal omfatte en cafe i tilknytning med købmanden.
På mødet dannedes tre arbejdsgrupper, som hen over sommeren har arbejdet videre med at undersøge henholdsvis økonomien, istandsættelse af bygninger og det konkrete indhold og aktiviteter som kan puttes i lokalerne.
For at genåbne købmanden kræver det, at man dels kan rejse penge nok til at kunne købe ejendommen, samle en startkapital på 600.000 kr. i form af anparter og fra fonde. Endelig er der brug for mange frivillige hænder, som vil give et ordentligt nap med.
Anparterne er på 1000 kroner, og i skrivende stund har 39 husstande givet tilsagn om i alt 139 anparter. Det går med andre ord hurtigt og vidner om, at man er på rette spor.
”Vi er glade for alt hvad der bidrages med, uanset om det er en enkelt anpart eller mange,” siger Nana på vegne af arbejdsgruppen og fortsætter:
“Denne proces viser, at der er ressourcer og vilje til at banke noget op sammen i denne levende landsby.”
Næste fællesmøde afholdes mandag aften på kroen, efter redaktionens deadline. Her vil man afgøre, om der fortsat er opbakning til projektet i byen.