Markant fremgang på markedet for udlejning af erhvervslokaler i Østsjælland
Væksten i hovedstaden smitter af på Roskilde, Køge og det øvrige Østsjælland, hvor huslejen på kontorer, industrilokaler og især butikker skyder i vejret. Det viser nye tal fra Oline.dk, landets største portal med erhvervslokaler.
ERHVERVSLOKALER ”Markedet for erhvervslokaler i Østsjælland går rigtig godt. Lejeniveauerne er steget markant for både butikker, kontorer og lokaler til lager/produktion – og lejen er steget både på et og fem års sigt.
Det er tegn på, at erhvervslivet i Roskilde, Køge og nabokommunerne har vind i sejlene, og faktisk er Østsjælland samlet set det område, som oplever den største fremgang i landet for erhvervslokaler,” siger Simon Skou Andersen, adm. direktør for Oline.dk, landets største portal for erhvervslokaler med aktuelt næsten 10.400 lokaler til leje og ejendomme udbudt til salg.
Østsjælland svarer stort set til det tidligere Roskilde Amt – med købstæderne Køge og Roskilde, forstæderne Greve og Solrød samt landkommunen Lejre. Og især de to bykommuner trækker fremgangen ifølge en lokal erhvervsmægler:
”Området ligger tæt på København, og tallene fra Oline.dk afspejler, at erhvervslivet i Østsjælland bliver trukket med af den kraftige vækst i hovedstaden.
Området har også lav arbejdsløshed, og generelt har indbyggerne pæne indkomster med god købekraft. Både Roskilde og Køge har god motorvejsbetjening og stigende indbyggertal, og især Køge har en del nybyggeri inden for erhverv og får nye butikker i bymidten,” siger Torben Engholm, ejendomsmægler og indehaver af home erhverv Sjælland med afdelinger i Roskilde og Næstved.
Boom for butikker
Friske tal fra Oline.dk viser, at lejeniveauet for butikker i Østsjælland er steget lige knap 32 procent siden kriseåret 2011. Det er næsten fem gange hurtigere end stigningen på landsplan og næsten på højde med lejeboomet i selve hovedstaden på 39 procent. Inden for det seneste år er lejen for butikslokaler i Østsjælland steget knap syv procent – på landsplan er gennemsnittet tæt på nul, og fem af de ti landsdele i undersøgelsen har endda oplevet faldende lejepriser.
Et tilsvarende billede tegner sig for kontorer: Her er lejeniveauet i Roskilde og Køge samt hos naboerne steget 11,2 procent på fem år. Det er en dobbelt så høj stigning som på landsplan, og tallet bliver kun overgået af selve København. Alene det seneste år er kontorlejen i det østsjællandske steget 9,5 procent.
Sjælland i front
For lagerlokaler, værksteder, fabrikshaller og andre industribygninger har naboområdet Vest- og Sydsjælland oplevet den største fremgang, og Østsjælland ligger næstbedst med en stigning på godt ni procent det seneste år – mod små fire procent på landsplan.
Sammenlignet med 2011 har Østsjælland i dag et lejeniveau, som er syv procent højere – på landsplan er niveauet derimod 1,6 procent lavere.
Tallene er baseret på knap 4.200 erhvervslejemål, fordelt på butikker, kontorer og lager/industri. Alle lejemål er udbudt via erhvervsportalen Oline.dk med Danmarks største udvalg af ledige lejemål samt ejendomme til salg med adresse, foto og tekst om cirka 10.400 lokaler og ejendomme.
Dataene kommer fra næsten alle landets erhvervsmæglere samt en række pensionskasser, ejendomsselskaber og ejendomsadministratorer. Oline.dk har mere end 90.000 besøg hver måned, og portalen omfatter lager- og industriejendomme, lokaler til butikker, cafeer og andre spisesteder samt kontorer og ledige lokaler i kontorhoteller.
sl