Fortsæt til indhold

Naboer raser over nedrivning af bevaringsværdigt hus

Nedrivningen af et hus i Skyllebakkegade har medført kraftige reaktioner

Samfund
Henrik Gregersen

Under Bodilstormen i 2013 gik bølgerne højt i området omkring Skyllebakkegade, der er en del af det historiske Frederikssund.
Og nu har nedrivningen af et hus i Skyllebakkegade fået bølgerne til at gå næsten lige så højt.
For de nye ejere af en af områdets boliger valgt at rive hovedparten af boligen ned for at genopføre en ny i stedet for den tidligere bolig, der blev betegnet som bevaringsværdigt i klasse 2 - hvilket svarer til 2 på en 7-skala.
Der er bare ét problem; da Teknisk Udvalg i august behandlede sagen i august, bad de bygherren følge anbefalingerne fra en byggeteknisk gennemgang fra juli.
Og her hedder det:
"Det udvendige murværk bibeholdes og suppleres i nødvendigt omfang, også indvendigt og fundamentsmæssigt."

En halv meter tilbage

Men da nedrivningsarbejdet var afsluttet, stod kun cirka en halv meter mur og et dørparti tilbage af gavlen tilbage.
Dét har udløst kraftige reaktioner fra naboerne, der også forud for nedrivningen havde protesteret.
Efterfølgende har de afholdt beboermøde og kontaktet kommunen for at klage over nedrivningen.
Lokalavisen er blevet kontaktet af de nye ejere, der ikke ønsker at blive citeret, men de oplyser, at gavlen under nedrivningen svajede så meget, at man ikke så anden løsning end at rive den ned, hvorpå den skal genopbygges.
Dét er dog ikke en gyldig forklaring, lyder det fra Tina Tving Stauning (S), formand for Teknisk Udvalg:
"Når der ikke er givet nedrivningstilladelse til et bevaringsværdigt hus, må man ikke rive det ned. Hvis der viser sig uforudsete problemer, så må man stoppe arbejdet og få en ny vurdering. I det hele taget synes jeg, det er en ulykkelig sag, fordi det er en del af Frederikssunds Kulturhistoriske miljø, der bliver berørt. Heldigvis er vi inde i en dialog med ejerne om at få opført huset igen med de detaljer, der gjorde det bevaringsværdigt," siger hun til Lokalavisen.