Horsens Kajakklub er vært for DM
Klubben fejrer 80 års jubilæum ved at afvikle DM Maraton
Horsens Kajakklub er den 18. og 19. juni vært for DM i Kano og Kajak Maraton på Byghom Sø i Horsens.
Den lokale kajakklub har 80 års fødselsdag i år og havde oprindeligt planlagt et jubilæumsstævne på Bygholm, men da man fik muligheden for at afholde DM, slog klubben til og valgte at fejre jubilæet med afvikling af Danmarksmesterskabet.
Det er første gang i Horsens Kajakklubs 80-årige historie, at klubben er vært for DM. Klubben ror til daglig på fjorden, men DM foregår på Bygholm Sø, hvor der er så godt som garanti for fladt vand. Seniorerne skal ro 30 kilometer, hvilket svarer til syv runder på søen. For hver omgang på søen skal de på land og løbe cirka 80 meter med kajakken. Det trækker tænder ud og bidrager til underholdningen, lyder det fra arrangørerne.
Der er mange aldersklasser til DM Maraton. De yngste deltagere til DM er under 10 år og ror 6,2 kilometer, mens de ældste på 65+ skal ud på 17,6 kilometer.
Borgmester Peter Sørensen skyder stævnet i gang lørdag klokken 09.30, mens kulturudvalgsformand Kristian Dyhr og Birgitte Froberg overrækker medaljer.
OL deltager i 1988
Birgitte Froberg er en af klubbens cirka 130 medlemmer. Hun var også med i klubbens storhedstid i 70'erne og 80'erne, hvor klubben havde en stor ungdomsafdeling og deltog i mange stævner. Birgitte Froberg selv deltog i 1988 i det fornemste stævne af alle - De Olympiske Lege i Seoul. Her deltog hun i kvindernes toerkajak og firerkajak.
Kom og kig med
Horsens Kajakklub håber, at rigtig mange vil komme ud til søen i løbet af weekenden for at se DM Maraton. Der sælges sandwich og pølser med mere på stævnepladsen.
Løbene kan blandt andet følges fra campingpladsen, hvor man har første parket til at se, når roerne tager kajakken på skuldrene og skal løbe med den på land.