Lov kun det du kan holde!
De fleste af os forbinder traditionelt proaktivitet, med en bestemt måde at forholde sig til problemer og bekymringer på. Dét er også proaktivitet, men jo mere vi arbejder med denne vigtige attitude, desto klarere står det at proaktivitets inderste kerne består i aldrig at afgive et løfte med mindre vi er 100 % sikre på at afholde det. Jeg arbejder til daglig med High Performance Collaboration, som egentlig er måder, hvorpå organisationer kan accelerere deres værdiskabelse gennem bedre samarbejde og selvfølgelig bedre kommunikation. Et af elementerne her er naturligvis arbejdet med at lære at afgive løfter på højt niveau. Der er grundlæggende fire niveauer vi kan afgive løfter på: A. Det fordækte niveau hvor vi siger ja, fordi vi ikke tør sige nej, og bagefter ikke gør noget — dette løfte er naturligvis totalt værdiløst. B. Det egocentrerede løfte, hvor vi siger afgiver et løfte for at imponere ”de andre” (og os selv) men egentlig ikke har gjort os klart, hvad det egentlig er vi forpligter os til, og det bliver ved det flotte ord — dette løfte har heller ingen egentlig værdi men er dog lidt bedre end det første fordi de andre i det mindste får kendskab til mine intentioner C. Det faktabaserede løfte, hvor vi afgiver et løfte om at gøre præcist det løftet indebærer, med fuld forståelse for hvad det indebærer — dette løfte, og dets fuldførelse, skaber værdi, fordi jeg efterfølgende gør præcist det jeg lover. D. Det dynamiske løfte, hvor vi har fuld forståelse for det vi lover, og ikke lover mere end vi ved at vi kan holde, men samtidig giver det mere som måtte opstå som mulighed undervejs — dette løfte er værdiskabende på højeste niveau og er det niveau vi alle bør stræbe efter at nå. Betydningen af at kunne levere dynamiske løfter er forhåbentlig åbenlys, og jeg kan kun understrege, at hvis I ønsker at accelerere jeres værdiskabelse som organisation, så er styrkelse af de løfter I afgiver et af de bedste steder at starte. ”De løfter vi giver til os selv og til andre og vores evne til at overholde dem er grundideen og den bedste brug af vores proaktivitet” Stephen R. Covey