Fortsæt til indhold

Tal med dit barn om livet på de sociale medier

Danmark er det land i Europa, hvor børn er tidligst på sociale medier og bruger det mest

Samfund
Arkiv

Digital mobning rammer hårdt. Derfor er Sex & Samfund nu klar med en guide til forældre, der ønsker inspiration og viden til at støtte sit barn med at trives og være en god kammerat på sociale medier.
Det sker som en del af Sex & Samfunds årlige undervisningskampagne Uge Sex.
4713 elever i SkanderborgKommune er tilmeldt Uge Sex, der i år sætter særlig fokus på sociale medier.
"Børn og unges oplevelser på sociale medier - både de gode og de dårlige – hænger sammen med, hvordan de har det. Det betyder noget for deres trivsel. Derfor skal vi lære børn og unge at være gode kammerater også på sociale medier og at passe på sig selv og hinanden, når de er online," siger Marianne Lomholt, national chef i Sex & Samfund.
Danmark er det land i Europa, hvor børn er tidligst på sociale medier og bruger det mest. Samtidig viser undersøgelser, at der er forskellige udfordringer med børn og unges brug af sociale medier - for eksempel i forhold til trivsel og mobning.
Derfor sætter Sex & Samfunds undervisningskampagne Uge Sex i år særligt fokus på livet på sociale medier.

Digital mobning rammer hårdt

I år henvender Sex & Samfund sig også direkte til forældre. Det sker med informationskampagnen 'Tal med dit barn om sociale medier', der kører lige nu på bl.a. www.facebook.com/sexogsamfund.
"Vi opfordrer forældre til at tale med deres barn om livet på Instagram, Snapchat og de andre sociale medier. Spørg for eksempel om, hvad sker der på Instagram i øjeblikket lige så tit som du spørger om, hvordan der er gået i klubben i dag. Tal om, hvordan man skriver til andre, hvilke billeder man deler, og hvordan man beskytter sit privatliv," lyder det fra Marianne Lomholt.
Med kampagnen vil Sex & Samfund tilbyder forældre inspiration og viden til at støtte sit barn med at trives og være en god kammerat på sociale medier. For selv om omfanget af mobning ikke er større online end offline, er der alligevel forskel.
"Når børn får ubehagelige og anonyme beskeder, når kammeraterne skriver HATE på de billeder, som de lægger op, eller de bliver slettet som ven af klassekammeraterne, så rammer det ekstra hårdt, fordi uvisheden er så stor på sociale medier: Hvem er afsender på beskeden, hvor mange har set den, hvor mange er enige, kommer der mere," forklarer Marianne Lomholt
bo

Mere end prævention og sexsygdomme

Over 400.000 elever og over 9.000 undervisere deltager i år i Uge Sex, der henvender sig til børn og unge i 0.-10. klasse og på ungdomsuddannelser over hele landet.
Uge Sex tilbyder lærere, skolepædagoger og sundhedsplejersker gratis materialer og undervisningsforløb, der skal støtte i at tilrettelægge og gennemføre god sundheds- og seksualundervisning.
Marianne Lomholt mener, skolernes sundheds- og seksualundervisning er et oplagt forum til at arbejde med både trivsel og sociale medier.
"Børn og unge oplever i deres hverdag – både online og offline - udfordringer og dilemmaer i forhold til emner som krop, trivsel og seksuel sundhed. Derfor er det vigtigt, at de sammen arbejder med spørgsmål som, hvad det vil sige at have ret til egen krop, hvordan man respekterer andres grænser, hvad det det sige at være en god ven eller kæreste også på sociale medier, og hvilke billeder man deler af sig selv og hinanden," siger hun.