“En af de mest ambitiøse og betydningsfulde budgetaftaler”
Budgetaftale i Horsens med campusrokade
26 af byrådets 27 medlemmer blev i tirsdags enige om Horsens Kommunes budgetaftale for 2017-2020. Det helt centrale punkt i aftalen er den såkaldte Campusrokade med skabelsen af et uddannelsescenter med plads til 8.000 studerende på den gamle slagterigrund i Horsens. Halvdelen af de studerende kommer fra Via, der flytter fra de nuværende lokaler på Chr. M. Østergårdsvej, der skal ombygges og gøre plads til rådhuset og jobcentret.
Flytningen af rådhuset åbner op for, at det nuværende rådhusområde omdannes til butiks- og oplevelsescenter (inklusive bibliotek og borgerservice), som skal binde midtbyens handelskvarterer omkring Bilka og Søndergade sammen.
“Det er en af de mest ambitiøse og betydningsfulde budgetaftaler i Horsens Kommunes historie. Vi skal turde handle og træffe store beslutninger,” sagde borgmester Peter Sørensen på et pressemøde på rådhuset i tirsdags.
Dansk Folkepartis Ole Pilgaard kalder ligeledes budgettet historisk. Han har været med i kommunalpolitik i 43 år og aldrig oplevet noget lignende.
Årets budgetaftale lanceres under overskriften 'Horsens vokser'. Ifølge borgmesteren er det nødvendigt at have styr på økonomien for at skabe vækst, så man kan sikre velfærden for ikke mindst de svageste borgere.
“Det er mit mål, at Horsens Kommune skal have 100.000 indbyggere (ved årsskiftet var der cirka 88.000 beboere i kommunen), og at vi får et åbent og dynamisk campus i midtbyen, der fungerer som en magnet for alle studerende i Danmark. Vi styrker vores position som en meget interessant uddannelsesby, så fremtidens unge siger, det er fedt at bo i Horsens,” siger Peter Sørensen.
Budgettet indeholder blandt meget andet også en aftale om at genskabe åen igennem byen og trafikinvesteringer på 500 millioner kroner frem til 2024, der skal lede biler uden ærinde udenom centrum, så trafikken ikke sander til.