Fortsæt til indhold

Økonomi tvinger regionen til at skære i DNU-byggeri

Region Midtjylland må foreløbig reducere byggeriet af DNU-vartegnet Forum. Årsagen er økonomi

Samfund
Af Maria Dalhoff, JP Aarhus

Region Midtjylland har ikke penge til at bygge det ikoniske højhus Forum, som er udset til at blive vartegnet for det kommende samlede Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Derfor har regionsrådet besluttet, at der i stedet for de planlagte 25.000 kvm i første omgang i stedet iværksættes et byggeri på 11.000 kvm. Region Midtjylland har de seneste par år arbejdet på at få en privat investor til at opføre en del af bygningen, som forskere og virksomheder derefter kunne leje sig ind i. Foreløbig er den plan ikke lykkedes, men da Forum også skal huse lokaler til den psykiatriske grundforskning fra 2019 og hovedindgangen til det kommende giganthospital, kan byggeriet ikke udsættes længere.

“Stadig brugbart projekt”

“Vi har ikke råd til at bygge mere. Det er ærgerligt, men det bliver stadig et godt og brugbart projekt. Byggeriet vil fortsat have en markanthed over sig, fordi det skiller sig ud fra det øvrige hospital både i højden og udformningen,” siger Bente Nielsen (SF), 1. næstformand i regionsrådet, Region Midtjylland.
Regionen konstaterede i april 2015, at finansieringen af Forum var på plads. Derfor blev byggeriet sendt i udbud som en totalentreprise med plads til laboratoriefunktioner, kontorer, møde- og undervisningsfaciliteter, ambulatorier og dyrestalde.

Brug for mere tid

I september sidste år måtte regionen sande, at der var brug for mere tid til at planlægge Forum-byggeriet. Derfor ville man undersøge muligheden for at bygge huset i etaper, samtidig med at det var nødvendigt at kigge finansieringsmodellen for Forum ekstra godt efter.
Regionen har arbejdet på en økonomisk model for Forumbyggeriet, hvor pengene skulle komme fra en blanding af leasing, en pensionskasse og fra de såkaldt kvalitetsfondsmidler til sygehusbyggeriet på i alt maks. 6,4 mia. kr. Ifølge Jyllands-Postens oplysninger har staten foreløbig afvist modellen.
Siden godkendelse af Helhedsplanen for Det Nye Universitetshospital (DNU) har det været intentionen, at en del af Forum skal finansieres af eksterne midler. Den plan arbejdes der også videre med, oplyser Allan Flyvbjerg, dekan på Aarhus Universitet og medlem af styregruppen for DNU.
“Universitetet er stadig på jagt efter penge til den sidste etape af Forum-bygningen, som også skal rumme lokaliteter til tværgående forskningsprojekter,” siger Allan Flyvbjerg.
Anlægsudgifterne til Forum blev i 2015 af Region Midtjylland vurderet til ca. 486 mio. kr.