Masser af fakta om Bering-Beder-vejen
Arkiv
- Bering-Bedervejen bliver en 12 kilometer lang tværgående forbindelse mellem Oddervej og E45.
- Der har været tre forskellige linjer i spil - A, B1 og C.
- Den nordligste linje, A, med tilslutning til Obstrupvej, en forlængelse til Beder Landevej og stianlæg er nu valgt af Teknik og Miljø.
- Byrådet skal forholde sig til linjeføringen på dets møde 25. maj.
- Linjeføring A ligger tættest på det sydlige Tranbjerg og Mårslet
- Vejen skal give en mere ligelig fordeling af trafikbelastningen på de sydlige indfaldsveje, aflaste eksisterende mindre veje samt på sigt trafikbetjene en ny by vest for Malling.
- Der har været holdt offentlig høring og et borgermøde.
- De 150 høringssvar har lagt særligt fokus på, at der i høringsmaterialet i første omgang var anvendt forældede kort, støjforurening, forurening i almindelighed, påvirkning af lokalsamfund, trafikbelastning og natur samt skov.
- Der er ikke kommet høringssvar ind, som har fået Teknik og Miljø til at ændre på valget af linjeføring A, som også var den byrådet pegede på, før den offentlige høring.
- Området sikres med vejbyggelinjer på op til 50 meter til hver side af den nye vej.
- Der reserveres areal til en 2+1 vej, men der forventes i første omgang anlagt en tosporet vej. En 2+1 vej er en vejtype, som skiftevis har en eller to kørebaner i en given retning.
- Vejen er en del af en ny Ring 3 uden om Aarhus sammen med E45 og Djurslandsmotorvejen.
- Forventes at koste 450 millioner kroner. Indtil videre har byrådet afsat 103,7 millioner kroner i 2019 til projektet og påbegyndt en opsparing på 15 millioner kroner årligt fra 2019.
- På byrådsmødet 25. maj fremlægger de Konservative et forslag til en hurtig finansiering.
Plus og minus ved linje A?
- I indstillingen fra Teknik og Miljø til byrådet ser magistraten følgende plusser og minusser ved linje A:
- Plus: Ligger tæt på de kommende brugere af vejen og medfører den største aflastning af det lokale vejnet.
- Plus: Mulighed for tilslutning til Obstrupvej, som lokalt vil aflaste veje i Mårslet.
- Plus: Medfører ikke behov for kørsel på de små veje syd for boligområderne for at nå frem til Bering-Beder vejen.
- Minus: Ligger tæt på boligområder og forøger påvirkningen med støj, så den kommer over Miljøstyrelsens vejledende grænse for nogle få boliger. Støjen kan dæmpes med støjvolde, hvilket indgår i udkastet til VVM-tilladelse.
- Minus: Krydser Giberå på en dæmning.