I Tranbjerg er de bekymrede
Beslutningen om at vælge forslag A til den kommende Bering-Beder-vej møder kritik
Afklaringen kom egentlig onsdag aften i byrådssalen på Rådhuset i Aarhus, da det blev besluttet, at den kommende omfartsvej Bering-Beder-vejen bliver placeret ved den såkaldt nordligste linjeføring – lige syd for Tranbjerg og Mårslet.
Men med afklaringen ulmer uvisheden endnu engang i husene syd for Tranbjerg. Her er man bekymret for, om boligpriserne nu vil styrtdykke, om naboer og familier bliver eksproprieret af kommunen, og om beboerne i realiteten nu bliver stavnsbundne med onsdagens beslutning.
“Det her kommer til at få konsekvenser for os. Det er der ingen tvivl om,” siger Mogens Lindgaard, der selv bor ved den strækning, hvor vejen kommer til at ligge.
Sammen med flere andre borgere i Tranbjerg har han i en årrække forsøgt at råbe politikerne op i en langstrakt proces, der begyndte i 2009. Dengang indledte kommunen planlægningen af en sydlig ringvej, der skulle forbinde motorvej E45 og Torshøjvej i nordvest med Oddervej i sydøst.
Siden har borgere i Tranbjerg udvist massiv modstand mod den løsningsmodel, som nu er blevet valgt, blandt andet med annoncer i lokalaviser, deltagelse i høringer og udarbejdelse af alternative forslag. Men opråbet har ikke virket, konstaterer Mogens Lindgaard, der forklarer, at beslutningen nu har drejet tankerne hen mod mulige konsekvenser af den nye vej:
“Alle os, der bor langs linje A, bliver i et eller andet omfang stavnsbundet, eftersom vores boligpriser nok vil styrtdykke. For dem, der har haft held til at opspare lidt friværdi, er den nu forsvundet som dug for solen.”
Kommunen forventer, at Bering-Beder-vejen vil koste cirka 450 millioner kroner, og indtil videre har byrådet afsat omkring 100 millioner kroner i 2019 til projektet.
Ifølge Teknik og Miljø opfylder linjeføringen syd for Tranbjerg og Mårslet bedst de tiltænkte formål for den 12 kilometer lange vej, der også skal aflaste en række små veje i sydbyen.
Og selvom Jacob Dybvad, der også bor langs linjeføringen, medgiver, at løsningen vil gøre det nemmere for nogle borgere at komme hurtigt til og fra arbejde, føler han, at de borgere, som nu bliver ramt, ikke er blevet hørt.
“Det er lidt en bitter pille at sluge med den proces, der har været. Det hele er prellet af på politikerne,” siger han.
Men der er ikke noget at gøre nu, erkender han.
“Jeg kan bare kigge på de kort, de har lavet, og så kan jeg se, at vejen rammer mit hus. Om det så betyder, at kommunen kommer og tryner os og tvinger os ud af huset, ved jeg ikke,« siger Jacob Dybvad.