Dronningen så indvielsen af gymnasiets studiehave
Robotter, kunst og optræden på Favrskov Gymnasium
“Vi er meget beæret over, at Deres Majestæt er med til denne officielle indvielse af gymnasiets studiehave.”
Rektor på Favrskov Gymnasium Jørgen Christiansen holdt en kort tale for dronning Margrethe og de mange gymnasieelever, som onsdag eftermiddag var samlet.
Inden dronningen satte sig i studiehaven for at se optræden havde hun fået en rundvisning til flere af de projekter, som eleverne arbejder med.
Robotter
Robotteknologi blev demonstreret i gymnasiets kantine, inden dronningen med følge så på kunst af Hans Krull og Per Kramer.
Flere elever gav dronningen en orientering, som hun så ud til at lytte interesseret til.
Efter en halv times tid forlod dronning Margrethe Favrskov Gymnasium og satte med motorcykel-eskorte kursen mod Norring og dagens syvende programpunkt, gartneriet Queen.