"Jobkontakt er nøglen til bedre integration"
Integrationsminister Inger Støjberg (V) var fredag på rundtur i Furesø for at se eksempler på, hvordan kommunen griber integrationen an
"Det virker, når engagerede medarbejdere baner vejen for flygtninge i job". Sådan siger Inger Støjberg (V), integrations-, udlæninge og boligminister, der fredag formiddag var inviteret på rundtur i Furesø for at se, hvordan kommunen griber integrationen an.
Første besøg i Furesø var i virksomheden Hareskov Elektric A/S, hvor ministeren hørte om erfaringerne ved at have flygtninge i løntilskud og hvad det reelt er, arbejdsmarkedet kan tilbyde flygtninge i Furesø Kommune.
Administrerende direktør i Hareskov Elektric fortalte, hvordan virksomheden siden april måned har haft en syrisk flygtning i praktik. En flygtning, der endnu ikke kan meget dansk men som har 14 års erfaring som elektriker.
"Netop det understreger, at det kan lykkes at komme i beskæftigelse uden at have det danske sprog helt på plads først", siger Ole Bondo Christensen (S), borgmester og forklarer, at netop det er et af de vigtigste skridt i kommunens arbejde med flygtninge; at de fra dag ét sendes på sprogskole og derfra så hurtigt som muligt ud på arbejdsmarkedet samtidig med, at de passer sprogundervisningen.
"Vi kan se, hvor stor betydning det har for kommunens flygtning at kunne forsøge sig selv og have noget at stå op til. Og når motivationen er der, skal sproget nok følge", lyder det fra borgmesteren.
En holdning, som Inger Støjberg er helt enig i, og hun har da også kun ros til Furesøs arbejde med flygtningene.
"Arbejde er nøglen til integration. Furesø Kommunen beviser, at man tager dette seriøst og viser, hvordan man kan arbejde med en integrationsindsats, som flytter noget og gør en forskel", siger hun.
Privat indkvartering
Under sit besøg kom Inger Støjberg også forbi familien Hansen i Farum, der nu for anden gang har åbnet deres hjem for flygtninge. Netop nu bor det syriske brødrepar, Mohamad og Abdallah, i familiens anneks.
"Det giver et helt andet indblik i den krise, som Syrien er i, end det, man får fra medierne", fortæller Karina og Niels Hansen, der brugte fredagens besøg på at fortælle Inger Støjberg om de udfordringer, de ser ved det nuværende system, der gælder for flygtninge.
"Først og fremmest skal deres sager behandles hurtigere. Der er mange, der gerne vil bidrage til samfundet, men sagsbehandlingen er for langsom, og jo mere tid, der går, jo mere svinder motivationen og troen på dem selv ind", lyder det fra ægteparret.
Den kritik er Inger Støjberg godt klar over og forklarede, at det netop er det, der skal imødegåes ved den nye fast track ordning.
Se mennesket bag
I Furesø Kommune er 17 flygtninge i dag indkvarteret hos private familier i det, der kaldes midlertidlige boliger. Og det virker, slår kommunen fast sammen med familien Hansen i Farum.
"Det handler om, at vi som private mennesker kan være med til at hjælpe flygtningene om det danske samfund, om bankerne, brugen af Nemid, transport og biblioteker. Vi kan være med til at give dem troen tilbage på, at samfundet fungere, og at de forskellige instanser også er her i morgen. Men vigtigst af alt handler det om, at vi også ser dem som mennesker. På lige fod med os selv. Ikke bare som flygtninge", siger Niels Hansen.
Borgmester Ole Bondo Christensen er glad for de private indkvarteringsmuligheder i kommunen.
"Der er grund til at takke vores borgere, og jeg er glad for, at Inger Støjberg havde mulighed for at opleve dette også, for det er et supplement til vores gode samarbejde med private udlejere og de almene boligselskaber om en god boligplacering af flygtninge. Begge dele er helt afgørende for en vellykket integration”, slår han fast.