Landsdækkende fotoudstilling om hverdagens helte starter i Bruun's
TrygFondens udstilling med fokus på hjertestop skal rundt i hele landet
Med en ny fotoudstilling vil TrygFonden fortælle historien om hverdagens helte. De, der træder til, når det virkelig gælder.
Udstillingen skal rundt til flere end 50 byer i Danmark, men forleden startede den sin store rundtur i Bruuns Galleri, hvor den kan opleves frem til 18. september, skriver TrygFonden i en pressemeddelelse.
Hvert år falder 3.500 danskere om med hjertestop uden for et hospital, og 'TRÆD TIL', som udstillingen hedder, består af fotos af 15 mennesker, som trådte til med hjælp.
“Fotoudstillingen rejser spørgsmålet: 'Hvad ville jeg selv have gjort, hvis det var mig, der var i samme situation?' De 15 personlige beretninger konfronterer os med, at et hjertestop kan ramme alle. Det kan ske for os, og det kan ske, at vi er vidne til nogen, der falder om. Samtidig er historierne en livsbekræftende påmindelse om, at der er mange måder at træde til på, og at alle – uanset om personen overlever eller ej – er glade for, at de gjorde deres bedste og ikke bare så på,” siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.
Allerede i dag er Danmark et af de lande i verden, hvor flest mennesker træder til ved et hjertestop.
De nyeste tal viser, at det sker i to ud af tre tilfælde. Over de seneste 13 år er overlevelsesraten tredoblet.
dp