Malling-vovser får Aarhus’ bedste frisurer
Hundeklip, agility og pasning af vovser kan Malling-borgerne se frem til, når Fredensvang Hundesalon rykker til byen
En hundesalon er netop åbnet i Malling, og inden længe slår endnu en af slagsen dørene op i byen.
Fredensvang Hundesalon i Viby flytter nemlig ud på Synnedrupvej 22 i Malling og åbner efter planen 15. oktober.
“Det er en skøn landejendom med masser af plads til både mine egne hunde og hundesalonen,” fortæller ejeren Charlotte Linneberg, som tror på, at Malling og omegn godt kan bære to hundefrisører.
“Jeg tænker, at der er hunde nok til os begge to, og jeg kommer med noget mere, end blot det at kunne klippe,” fortæller Charlotte Linneberg.
Planerne er nemlig, at hun, udover selve salon-delen, også vil tilbyde, at man kan få sin hund i dagpleje oven i en klipning. På sigt vil hun gerne åbne en reel vovsebørnehave.
Desuden vil hun holde kurser i pelspleje og hundeadfærd, hvor hun selv og eksterne folk underviser. Endelig kommer der også en stor agilitybane ved ejendommen, da Charlotte Linnebergs mand går meget og i træning.
Drømmen er også at udvide med en indendørs trænings- og udstillingshal.
Fra lederstilling til klipperi
Hele hundefrisør-eventyret begyndte for 11 år siden med hendes egen puddel, som hun selv klippede. Det er blevet til to, tre, otte egne pudler henover årene og en del klippen for både naboer og venner, og pludselig var Fredensvang Hundesalon født.
Der ligger dog en historie endnu før dette. Charlotte Linneberg gik nemlig ned med stress fra en leder-stilling og var sygemeldt i et år.
“Pludselig skulle jeg til at turde at mærke efter, hvad det egentlig er, jeg brænder for. Jeg skulle finde min egen drøm, men jeg har aldrig lært at føle efter. Langsomt stod det dog klart for mig, at det er i dyrene, jeg finder roen. Når jeg klippede, så havde jeg et frirum, hvor stressen forsvandt,” fortæller Charlotte Linneberg.
“Jeg vidste, at jeg ikke kunne gå tilbage til det samme som før, men det var en super svær erkendelse at nå til. Min krop kæmpede i mod, for hele mit univers var jo bygget op om et erhvervsnetværk. Og som en bekendt sagde: 'At være hundefrisør er der da ikke nogen status i',” fortsætter Charlotte Linneberg, som dog endte med at vælge hunde-vejen.
Ud over at have svunget saksen over sine egne mange vovser i 11 år, har hun fået sin træning og masser af erfaring i en stor hundesalon på Fyn.
En livslang fascination
Passionen for dyr har altid været der. Fra hun var lille var hun meget fascineret af de pelsede kræ. Hendes bror og mor havde dog astma, så dyr i hjemmet var udelukket. På nær den allergivenlige puddel - og sådan opstod kærligheden altså til de krøllede, små, fældefri væsener, som hun i dag selv opdrætter fra hjemmet i Viby, hvor også den lille, bitte salon ligger i kælderen.
“Jeg glæder mig sindssygt meget til at få noget mere plads. Det er ikke optimalt, som det er lige nu,” fortæller hundefrisøren fra sit køkken på Balagervej i Viby, med en hund liggende i skødet, én på stolen ved siden af, én i undertegnedes skød, én med hvalpe i en kurv samt fire andre energiske vovser drønende rundt.