Gymnasium inddeler sine klasser efter etnicitet
Langkær Gymnasium og HF i Tilst ved Aarhus er gået utraditionelle veje. Man har som det første gymnasium i landet valgt at inddele de nye 1. gére efter etnicitet. Det sker i et forsøg på at holde på de tilbageværende etnisk danske elever, som efterhånden er et klart mindretal på gymnasiet. Det skriver jp.dk.
Tiltaget kommer efter, at fordelingen mellem etnisk danske elever og elever med anden etnisk baggrund er drastisk ændret de seneste 10 år. I 2007 var 25 procent af eleverne af anden etnisk oprindelse end dansk. Nu er det tal 80 procent på årets nye årgang.
Gymnasiets rektor har valgt at samle de få tilbageværende danskere i tre klasser således, at fordelingen i de tre klasser er 50-50, mens gymnasiets øvrige klasser består af 100 procent indvandrere, skriver jp.dk.
Rektor Yago Bundgaard kan godt forstå, hvis nogen synes, inddelingen er en dårlig idé:
"Men det er den mindst ringe af de idéer, jeg har at vælge imellem," siger rektoren.
Özlem Cekic, der er forkvinde for foreningen Brobyggerne kritiserer opdelingen:
"Når man snakker om at opdele klasser efter hudfarve, så sender vi et signal til de unge om, at der er noget galt med dem, der har en brun hudfarve. Vi siger, at det er deres hudfarve, der gør, om de er danske eller ej," siger hun.
Professor Niels Egelund fra Aarhus Universitet bakker op om skolens beslutning.
"Hvis jeg var rektor, ville jeg gøre nøjagtigt det samme. Jeg ved godt, at det kan lyde racistisk, men man er nødt til at skabe et miljø, hvor danske børn ikke er minoriteten. Ellers skrider de også til andre gymnasier, og så står man tilbage med 100 procent tosprogede, som man også har set på flere folkeskoler," siger Niels Egelund til jp.dk.