Fortsæt til indhold

Aarhusiansk ægtepar udvider med ny skobutik

Lofina åbner efter planen 22. september i M.P. Bruuns Gade

Samfund
Danni Paulsen

Birn Ure & Optik har været på adressen i en evighed, men inden længe rykker skodesignerne Lise-Lotte og Morten Svenninggaard ind i lokalerne på M.P. Brunns Gade 38.
Ægteparret står bag familievirksomheden og skobrandet Lofina, der har designet håndlavet kvalitetsfodtøj siden 1996.
I øjeblikket er urmagerens gamle lokaler blot en tom skal, og der venter meget arbejde, før butikken kan åbne i slutningen af september.

Anden butik i Aarhus

“Butikken skal bygges fuldstændig op fra bunden, men vi regner med og håber på, at vi kan åbne den 22. september i år,” siger Morten Svenninggaard, der regner med at selve salgsbutikken bliver mellem 60 og 70 kvadratmeter stor.
Skoforretningen på M.P. Bruuns Gade bliver Lofinas tredje i Danmark.
Foruden en stor internetbutik har virksomheden til huse i det centrale København og i Volden i Latinerkvarteret, hvor butikken i 2012 blev kåret som Byens Bedste Skobutik.
Men Morten og Lise-Lotte Svenninggaard har længe drømt om at slå dørene op for en ny forretning i netop gaden, der grænser op til Bruuns Galleri.

Vilde med gaden

“Liselotte og jeg bor i Odder, men vi kommer fra Aarhus, og vi har altid været fuldstændig vilde med M.P. Bruuns Gade, så nu skulle det bare være. Der ligger ikke nogen store strategitanker bag åbningen. Vi passer bare godt ind i den gade, og vi har en del kunder, der bor i området, så det var nærliggende at starte butik dér,” forklarer Morten Svenninggaard, som mener, der er fint plads til to butikker i det centrale Aarhus.
“Vi føler, der er plads til én mere. Latinerkvarteret er et fedt kvarter, men det er ikke let at komme dertil med bil for eksempel. Det er det i M.P. Bruuns Gade. Og så ligger butikkerne også på en måde i hver sin ende af byen,” siger han.
Lofinas sko forhandles i over 20 lande, udstilles på adskillige modemesser og produceres på en lille fabrik i Italien.