Fortsæt til indhold

Oktoberfest i syv timer non-stop

Oktoberfest i Auning Idræts- og Kulturcenter med Top Seven

Samfund
Anette Bonde

Skal det være Tina Turner, Kim Larsen, Medina eller Rasmus Seebach? Eller tysk slager-musik? Henrik Johansen, leder af Auning Idræts- og Kulturcenter (AIK), glæder sig til oktoberfesten, for her kan man opleve det hele og mere til.

“Det er et suverænt band, de tager fuldstændig fusen på dig. Jeg har hørt dem selv”, siger han om bandet Top Seven, som er hyret ind lørdag 29. oktober.

AIK er gået sammen med Auning Idrætsforening om oktoberfesten. Den starter klokken 13, og indtil klokken 20 spiller Top Seven - uden pauser. Bandet lægger ud med tyske slagere, og går derefter over til diverse internationale og danske hits.

“Og de både synger og klæder sig ud som dem, hvis numre de synger.”

A la tysk oktoberfest

Rammerne er som de skal være til en gennemført tysk oktoberfest. Hal B er pyntet, personalet er i Heidikostumer og lederhosen, menuen står på wienerschnitzel og øl serveres i én-liters glas. Klokken 17 serveres karrywurst og frankfurter fra grill.

Når klokken slår 20, starter afterparty i Hal A med DJ og bar.

16 ambassadører

Festen er forberedt i samarbejde med Voldstedlund Group, der er professionel festarrangør. Herfra har Auning-arrangørerne også fået konceptet for salg af billetter.

Det går ud på, at 16 lokale ambassadører har fået ansvaret for at finde 44 gæster, det vil sige ét bord. Der er allerede blevet solgt 500 billetter, og der er plads til 704.

Billetter kan bestilles hos madeleine@auningbadet.dk