Lokal kunstner på jagt efter skæve huse og regnbuens skønne farver

En billedkunstner må lide, før der for alvor kommer god kunst på lærredet.
Sådan blev det sagt om fortidens store kunstnere, og skal man tage udgangspunkt i det udsagn, så er en af professionens nutidige, billedkunstner Anette Andersen fra Skanderborg, mere end kvalificeret til titlen.
Hun har nemlig levet et liv, hvor misbrug af piller og alkohol hører nogle af de mørke kapitler. Sådan er det heldigvis ikke længere.
Billedkunstneren, der bor og arbejder fra sit atelier i hjemmet på Drosselvej, har hverken rørt piller eller alkohol siden 1999.
“Jeg lever i dag det bedste liv ever,” siger den aktive kunstner, som nu inviterer alle interesserede til åbent hus på adressen i weekenden 17.- og 18. september.
Anette Andersen åbner ikke bare dørene for at vise sin kunst frem. Hun holder også foredrag om om sit liv.
“Jeg er medlem af AA, Anonyme Alkoholikere, og det er en del af terapien at fortælle sin livshistorie,” uddyber hun.
Anette Andersen vil blandt andet berette om en særlig oplevelse i ungdommen, der forandrede hendes liv totalt og førte hende ind i kunstens verden.

Angst og mobning

Anette Andersen er født i Holstebro og opvokset i Roskilde. I barndommen oplevede hun et par tilfælde af stærk angst. Ved en lejlighed bankede hun hovedet ind i væggen for at slippe for at gå i skole.
Skoleskift, fordi forældrene flyttede rundt, og mobning på grund af en medfødt lammelse i ansigtet, gjorde heller ikke situationen bedre.
“Jeg var lille og skrøbelig, men klarede mig egentlig godt i skolen,” husker hun.
Familien flyttede til Skanderborg i 1973, og her begyndte Anette Andersen på gymnasiet. Men selv om hun fik 8 i snit, så syntes hun ikke selv, at det var godt nok.

Stopfodret med piller

På trods af forældrenes protester meldte Anette Andersen sig ud af gymnasiet. Hun kom til psykiater, som stillede diagnosen maniodepressiv.
“Jeg blev stopfodret med piller i de næste fem år. På et tidspunkt var jeg oppe på 26 om dagen, så jeg følte mig som en zoombie.”
På det tidspunkt boede Anette på kollegium i Aarhus, hvor der var fest og glade dage med druk, og det betød, at pillerne blev skyllet ned med øl.

Indlagt på Risskov

Situationen var uholdbar. Anette Andersen kom igen til læge, som ville tage pillerne fra hende med nedtrapning over kun en uge. Men Anette gik endnu mere drastisk til værks.
“Jeg gik lige hjem på kollegiet og smed alle pillerne ud straks,” fortæller hun.
Det var for voldsomt, og forældrene fik hende indlagt på psykiatrisk i Risskov.

En nærdødsoplevelse

Anette Andersen husker ikke meget fra den tid bortset fra en særlig oplevelse.
“Det mest klare, jeg kan huske, var, at jeg kom ud af en lysende tragt, der omsluttede mig fuldstændigt med en kærlighed og fred, som ikke findes her på jord.”
Anette Andersen mener, det var en nærdødsoplevelse. I tragten mødte hun andre sjæle, blandt andre sin afdøde bedstefar, som sagde, at det ikke var tid endnu.
“Jeg blev skubbet tilbage og vågnede op på den lukkede afdeling,” siger hun.
Anette Andersen følte en trang til at genopleve den stærke oplevelse, fordi hun gerne ville fortælle videre til andre om den enorme glæde og klarhed, der var i tragten.
Anette Andersen begyndte for alvor jagten på at male nærdødsoplevelsen, da hun kom ind på Kunstakademiet i Aarhus i 1995.

Mal noget andet i stedet

“Jeg forsøgte at male den, men jeg kunne ikke. Min lærer sagde, at det kommer en dag. Mal noget andet i mellemtiden,” husker hun.
Anette Andersen malede i stedet hustage og skorstene efter fotografier i helt naturalistisk stil. En dag blev de snorlige huse skæve ved et tilfælde, da hun blev forstyrret af sin datter et øjeblik, og siden væltede det ud med skæve huse.
En morgen, da Anette Andersen så på sine billeder, der stod på højkant, bemærkede hun, at der var et fælles tema, og det var regnbuens farver.

Skæve huse og regnbuen

I dag forbinder Anette Andersen både de skæve huse og regnbuens farver, der går igen i hendes kunst, med nærdødsoplevelsen.
Og når journalisten bliver faktuel og spørger, hvordan hun kan være sikker på, at det var en nærdødsoplevelse, så kommer svaret hurtigt:
“Var det en nærdødsoplevelse eller noget andet? For mig var den en skelsættende oplevelse. Den har givet mig styrke og forandret min tankegang fuldstændigt. Der er før og efter. Det er en enorm tryghed at vide, at der er noget stærkt hinsides, og at det passer på mig,” siger Anette Andersen.