Om at gå ud i verden

Over døren i Åbyhøj kirke står der i guld: Herren bevare din udgang og indgang.
Det virker lidt bagvendt, synes de fleste, for man går da ind, før man skal ud. Men sætningen står på indersiden af døren, så det er en hilsen, vi får med os ud fra kirken, ud i det liv, vi lever.
For det, vi har delt i kirken, giver næring til dagligdagen. Men hvad er det, vi får i kirken, der er så vigtigt, at vi kan leve livet på det.
Det er fortællingen om, at jorden er til låns. Vi lever på Guds jord, og derfor skal vi tage vare på den. Den er ikke vores. Det er historien om, at Gud har skabt os til at leve sammen på jorden. Vi er skabt lige og ligeværdige. Med lige meget ret til at leve her – og derfor skal vi passe på hinanden. Det kan ingen afstemning eller lovgivning ændre ved. Det er alle Jesus’ historier om, at vi skal elske hinanden og handle, så vi giver vores medmennesker de bedste muligheder for at få et godt liv. Vi skal dele af vores eget og glædes, når andre lykkes.
De ord hører man ikke mange steder mere. Debatten i vores medier forråes. Vi behandler jorden som en ressource udelukkende til mere profit og vi ser på andre på samme måde – som en ressource til at fremme vores egen sag.
Vi skaber grænser og graver grøfter med ord og handlinger, og det bliver stadigt sværere at være menneske.
Men ét sted holdes vi fast på, at jorden, livet og medmennesket er en gave. I kirken får Gud ordet –han siger til os, at du og jeg er elsket og sat her på Guds jord en tid, for at elske og værne om livet. Og med de ord bliver det lettere og gladere at gå ud i livet.
Herren bevare din udgang og din indgang!